Årets bedste billeder og opskrifter i 2017 – 1. del

Som traditionen byder i den første uge af januar kommer nu oversigten over sidste års yndlingsbilleder og bedste opskrifter. Måned for måned.

I januar var det billede, der mest viste dagligdagens januarglæder, billedet af den tilfredse dompap i mad til knæene.

Det er så hyggeligt at sidde inde og se på de mange fugle, der guffer korn og kerner ude ved det lille køkkenvindue.

Den bedste januaropskrift er en opskrift på nem og god vintermad. Farsbrød med rodfrugter og ristede mandler.

Februar kom hurtigt, og det bedste billede der er også set indefra. Sol på duftgeranien i vindueskarmen og sneen derude. Man kan næsten mærke kulden og friskheden.

Den bedste opskrift var den lækre oliventapenade, jeg lavede til en 50 års fødselsdagsreception.

Marts. Det bedste billede var af de gule krokus, der lyser i den skarpe forårssol.

Billedet af den store gren, er jeg nu også glad for. Det var nemlig helt rart at være i live til at kunne tage et billede af den gren, jeg fik i hovedet…

Den bedste martsopskrift er opskriften på de sprøde havrekiks – dem må jeg vist snart bage igen.

I april – påsketid – var den bedste opskrift den grillede lammekølle.

Påsketid med lam, pynt og påskeklokker.

Maj – den uovertrufne måned, hvor alt virkelig bliver grønt igen.

Solskin gennem rosa tulipaner.

I maj var den bedste opskrift Vitello Tonnato. En italiensk klassiker – en kold og lækker forårs- og sommerret.

Juni måneds yndlingsbillede er billedet af Christie, der svømmer i det lave vand i Dragstrup Vig på Mors.

Det er et billede, jeg altid vil blive glad af at se på. Hun nød vandet så meget, den bette – selv her kun et par uger, før hun ikke kunne mere. Til gengæld interesserede kunsten på Heides Planteskole i Thisted hende ikke synderligt.

Junis bedste opskrift var opskriften på laks marineret med hyldeblomst.

I dag slutter vi med juni – den skønne, duftende juni. At slutte af for i dag med duften af hyldeblomst, af vilde roser og af hæg og hvidtjørn i næsen er vel ikke så ringe?

Resten af året tager vi i morgen.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

6 kommentarer til “Årets bedste billeder og opskrifter i 2017 – 1. del”

Der er lukket for kommentarer.