Farsbrød med rodfrugter og ristede mandler

Et vinterligt farsbrød. En god fars med smag fra selleri og knas fra mandler er god vintermad, for vintermad skal have smag, varme og dybde.

billede2

Nu står der rodfrugter i overskriften, men i opskriften er der kun nævnt selleri?

Du kan lave det samme farsbrød med de rodfrugter, du bedst kan lide. Jeg kan godt lide selleri – især sammen med mandler og nødder. Men der findes jo dem, der ikke bryder sig om selleri – de kan putte andre rodfrugter i farsbrødet. Gulerødder for eksempel.

billede1

Man skal bruge:
500 g hakket svinekød – eller kalv/svin
100 g knoldselleri i meget små tern
50 g mandler – ristede og grofthakkede
1 æg
1 løg – groftrevet
3 spsk mel
1 dl mælk
Salt og peber

Rør kødet sejt med 1 tsk salt, tilsæt æg, groftrevet løg, mel og mælk. Rør det sammen til en fast frikadellefars. Skær selleri i bittesmå tern og rør ternene i. Rist mandlerne på en tør pande og hak dem groft.

Form et farsbrød i et ovnfast fad, hæld mandlerne over farsbrødet og tryk dem lidt ned, så de sidder fast.

billede2

Stil fadet ind i ovnen, tænd på 200 grader – og cirka tre kvarter senere har du det lækreste farsbrød.

Vi fik porrer, ovnkartofler og en mild tomatsovs til.

billede3

Rester kan bruges i madpakken.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.