Årets sidste roser – og en enkelt Lutherrose

Det er da dejligt, at man så sent på året kan gå ud og plukke lidt roser. Der er meget godt at sige om et lunt efterår.

At det lune efterår så følges af storme og vindstød af orkanstyrke, ja det er knap så godt. Lavtryk er efterhånden blevet et ret afskyet ord her i huset. Fortsæt med at læse “Årets sidste roser – og en enkelt Lutherrose”

En munter glæde ved at gro…

Lørdag i det smukke septembervejr blev næsten alle løgene lagt. I dag hænger himlen lidt nede om ørerne på os, men i går var det så strålende, at man følte ordene fra Septembers himmel er så blå helt ind i kroppen.

Der er en søndagsstille ro imellem træer og tage,
en munter glæde ved at gro, som var det sommerdage…

Fortsæt med at læse “En munter glæde ved at gro…”

Det pureste guld

I disse dage flyder nettet over af rosenbilleder. Ikke mindst billeder af  store, smukke og stærke rose, Alchymist. Jeg vil tilslutte mig jubelkoret. For den er fantastisk. Det pureste guld.

Blomsterne er uendeligt smukke. Fyldte og med farver, der changerer fra lyseste gul, over rosa toner til dyb abrikos.

Den vokser kraftigt og blomstrer rigt – om end kun én gang.

Vores Alchymist står op ad væggen ved B&B’en. Et udsat sted, hvor solen bager, og regn og blæst pisker ind fra sydvest. Alligevel strutter den, og det er nogle gevaldige skud, den sender ud.

Den blev købt i 2014, midt om sommeren på rosens dag, der blev fejret hos Rosenposten nede ved Harlev. Dengang var den ret lille og undseelig, som den stod der i sin potte.

Det har den rådet bod på, efter den er kommet i voksealderen, og jeg er helt sikker på, den kommer til at dække hele væggen – og måske noget af taget med. Prøv bare at se den hos Claus Dalby – der vokser den helt op på førstesalen…

Derfor: hvis nettet oversvømmes af smukke billeder og begejstrede beretninger om Alchymist, er der altså god grund til det.

Hedder den nu Alchymist eller Alkymist? Tja, det afhænger vel af sproget, man taler. Lidt ligesom Hamborg og Hamburg…

Rigtig god onsdag.

En hæk af multiflora roser

Bag pavillonen op mod køkkenhaven i markkanten har vi plantet en hæk af multiflora roser. Der vokser nogle enkelte, selvsåede i hegnet, men der er slet ikke nok.

Picture3
Det er mest for bittesmå hyben, vi har plantet dem. De små hyben, der kaldes Mariebær. De er kønne i efteråret, gode i dekorationer, og de tørrer så fint. Jeg har haft dem stående i en vase uden vand, hvor de bare stod og tørrede lige så stille. De holdt i to år, før de blev lidt livstrætte at se på, og det var mest på grund af støv og spind.

Jeg har også haft nogle bundet i en udendørs krans – de blev ædt af de grådige mus, som er svære at holde fra sådan en godbid.

Billede5
Planterne er købt på en skovplanteskole, og vi fik et bundt med 25 styk til en meget rimelig pris. Forsendelsen var faktisk dyrere end planterne.

Planterne er kun pinde endnu, og der går nok en tid, før jeg kan plukke Mariebær i tilstrækkelige mængder. Men den tid, den glæde. Det bliver sjovt at følge pindenes vej fra pind til busk.

billede7

God onsdag.

Rosernes tid

Nu kommer juli, og nu er det, at sommeren falder lidt til ro. Det er rosernes tid. Hvide, pink, lyserøde og den vidunderlige alkymist – alle blomstrer.

Billede1

Den lille hvide, jeg plantede sidste år, er mindst dobbelt så stor i år, og den har masser af blomster. Det ser ud til, at den kan lide det nye bed, hvor den står i smukt selskab med de abrikosfarvede digitalis.

Billede4

Dens grene er stadig spinkle, så den har stor glæde af det blomsterstativ, den har at støtte sig til. Det er nok det, den prøver at sige tak for ved at blomstre så fint?

Billede3

Den helt nye Coral Dawn, der blev plantet i foråret, har også fundet sig til rette og skal nok blive stor.

Billede1

De gamle roser har taget lidt skade af den sene forårsfrost, men de begynder at komme igen nu.

Billede1

Udenfor haven har vi de vilde roser. Dem, der hegner den gamle køkkenhave, og dem, der bare er dukket op af sig selv hist og her i hegnet og på skrænten.

Billede5

Det er svært at forestille sig et skønnere hegn – eller et mere velduftende. Det kan godt være, at hybenroser er en invasiv art, men de giver læ, blomsterblade til rosengele og meget andet – ikke mindst hyben senere på året.

Om en uge starter min sommerferie. De tre uger, hvor jeg kan hellige mig hus, have og B&B. Så bliver der tid til at dufte til roserne.

God torsdag.

Save

Save

Alkymi

I årtusinder stræbte grundlæggerne af den moderne kemi, alkymisterne, efter at nå det højeste, ultimative resultat: at forvandle bly til guld. Andre alkymister bryggede på at finde den eliksir, der giver evigt liv. Nogle på højt, officielt niveau i kongers tjeneste, andre i skumle kælderlaboratorier.

Det lykkedes aldrig. Det kan ikke lade sig gøre. At lave guld af bly, altså. Det ved vi godt nu. Vi ved også godt, at der ikke er en eliksir, eller noget man man spise, der giver evigt liv.

Men der findes dog en alkymist, der ikke skuffer, som om foråret forvandler sine  vintertørre, stikkende grene til lange grønne, levende skud, der får blomster i  flammende toner af guld og rosa. Den er her. Rosen Alkymist.

Billede2

Købt for to år siden på Rosens Dag hos Rosenposten, klatrer den nu langs B&B’ens facade og blomstrer overvældende med klaser af store, smukke roser.

Billede1

Alkymisten har ikke evig blomstring. Den blomstrer kun én gang hvert år. Den er heller ikke af guld, men af bløde, gyldne blomsterblade – smukke i deres forgængelighed. Dens blomstring glæder, mens den er i gang, og næste år kommer den igen, endnu større og med endnu flere blomster.

Det er ikke guld, det er ikke evigt liv. Men det må være godt nok, ikke?

God mandag.

Save

Save

Save