En munter glæde ved at gro…

Lørdag i det smukke septembervejr blev næsten alle løgene lagt. I dag hænger himlen lidt nede om ørerne på os, men i går var det så strålende, at man følte ordene fra Septembers himmel er så blå helt ind i kroppen.

Der er en søndagsstille ro imellem træer og tage,
en munter glæde ved at gro, som var det sommerdage…

Continue reading “En munter glæde ved at gro…”

Det pureste guld

I disse dage flyder nettet over af rosenbilleder. Ikke mindst billeder af  store, smukke og stærke rose, Alchymist. Jeg vil tilslutte mig jubelkoret. For den er fantastisk. Det pureste guld.

Blomsterne er uendeligt smukke. Fyldte og med farver, der changerer fra lyseste gul, over rosa toner til dyb abrikos.

Den vokser kraftigt og blomstrer rigt – om end kun én gang.

Vores Alchymist står op ad væggen ved B&B’en. Et udsat sted, hvor solen bager, og regn og blæst pisker ind fra sydvest. Alligevel strutter den, og det er nogle gevaldige skud, den sender ud.

Den blev købt i 2014, midt om sommeren på rosens dag, der blev fejret hos Rosenposten nede ved Harlev. Dengang var den ret lille og undseelig, som den stod der i sin potte.

Det har den rådet bod på, efter den er kommet i voksealderen, og jeg er helt sikker på, den kommer til at dække hele væggen – og måske noget af taget med. Prøv bare at se den hos Claus Dalby – der vokser den helt op på førstesalen…

Derfor: hvis nettet oversvømmes af smukke billeder og begejstrede beretninger om Alchymist, er der altså god grund til det.

Hedder den nu Alchymist eller Alkymist? Tja, det afhænger vel af sproget, man taler. Lidt ligesom Hamborg og Hamburg…

Rigtig god onsdag.

En hæk af multiflora roser

Bag pavillonen op mod køkkenhaven i markkanten har vi plantet en hæk af multiflora roser. Der vokser nogle enkelte, selvsåede i hegnet, men der er slet ikke nok.

Picture3
Det er mest for bittesmå hyben, vi har plantet dem. De små hyben, der kaldes Mariebær. De er kønne i efteråret, gode i dekorationer, og de tørrer så fint. Jeg har haft dem stående i en vase uden vand, hvor de bare stod og tørrede lige så stille. De holdt i to år, før de blev lidt livstrætte at se på, og det var mest på grund af støv og spind.

Jeg har også haft nogle bundet i en udendørs krans – de blev ædt af de grådige mus, som er svære at holde fra sådan en godbid.

Billede5
Planterne er købt på en skovplanteskole, og vi fik et bundt med 25 styk til en meget rimelig pris. Forsendelsen var faktisk dyrere end planterne.

Planterne er kun pinde endnu, og der går nok en tid, før jeg kan plukke Mariebær i tilstrækkelige mængder. Men den tid, den glæde. Det bliver sjovt at følge pindenes vej fra pind til busk.

billede7

God onsdag.

Rosernes tid

Nu kommer juli, og nu er det, at sommeren falder lidt til ro. Det er rosernes tid. Hvide, pink, lyserøde og den vidunderlige alkymist – alle blomstrer.

Billede1

Den lille hvide, jeg plantede sidste år, er mindst dobbelt så stor i år, og den har masser af blomster. Det ser ud til, at den kan lide det nye bed, hvor den står i smukt selskab med de abrikosfarvede digitalis.

Billede4

Dens grene er stadig spinkle, så den har stor glæde af det blomsterstativ, den har at støtte sig til. Det er nok det, den prøver at sige tak for ved at blomstre så fint?

Billede3

Den helt nye Coral Dawn, der blev plantet i foråret, har også fundet sig til rette og skal nok blive stor.

Billede1

De gamle roser har taget lidt skade af den sene forårsfrost, men de begynder at komme igen nu.

Billede1

Udenfor haven har vi de vilde roser. Dem, der hegner den gamle køkkenhave, og dem, der bare er dukket op af sig selv hist og her i hegnet og på skrænten.

Billede5

Det er svært at forestille sig et skønnere hegn – eller et mere velduftende. Det kan godt være, at hybenroser er en invasiv art, men de giver læ, blomsterblade til rosengele og meget andet – ikke mindst hyben senere på året.

Om en uge starter min sommerferie. De tre uger, hvor jeg kan hellige mig hus, have og B&B. Så bliver der tid til at dufte til roserne.

God torsdag.

Save

Save

Alkymi

I årtusinder stræbte grundlæggerne af den moderne kemi, alkymisterne, efter at nå det højeste, ultimative resultat: at forvandle bly til guld. Andre alkymister bryggede på at finde den eliksir, der giver evigt liv. Nogle på højt, officielt niveau i kongers tjeneste, andre i skumle kælderlaboratorier.

Det lykkedes aldrig. Det kan ikke lade sig gøre. At lave guld af bly, altså. Det ved vi godt nu. Vi ved også godt, at der ikke er en eliksir, eller noget man man spise, der giver evigt liv.

Men der findes dog en alkymist, der ikke skuffer, som om foråret forvandler sine  vintertørre, stikkende grene til lange grønne, levende skud, der får blomster i  flammende toner af guld og rosa. Den er her. Rosen Alkymist.

Billede2

Købt for to år siden på Rosens Dag hos Rosenposten, klatrer den nu langs B&B’ens facade og blomstrer overvældende med klaser af store, smukke roser.

Billede1

Alkymisten har ikke evig blomstring. Den blomstrer kun én gang hvert år. Den er heller ikke af guld, men af bløde, gyldne blomsterblade – smukke i deres forgængelighed. Dens blomstring glæder, mens den er i gang, og næste år kommer den igen, endnu større og med endnu flere blomster.

Det er ikke guld, det er ikke evigt liv. Men det må være godt nok, ikke?

God mandag.

Save

Save

Save

Rosenfestival hos Rosenposten

Vi er så heldige, at vi bor kun knap et kvarter fra Rosenposten.dk. I denne weekend er der rosenfestival over hele landet, og vi tog en tur ned til lige syd for Harlev til Rosenposten for at se på roser – og smukke dekorationer med roser. Det er en årlig tradition, og det er en fryd for øjnene  og næsen.

Billede1

Billederne er ikke så gode, for de er taget med mobilen, hvis kamera jeg ikke rigtigt mestrer – men de giver nok alligevel en ide om overdådigheden.

I Rosenpostens have står alle tænkelige slags roser. Fyldte, enkelte, klatrende, slyngende, hvide, rosa, gule, lilla, småblomstrede, storblomstrede, høje og lave – et slaraffenland for rosenelskere. På gårdspladsen står der hundredevis af engelske Austin roser i deres karakteristiske firkantede, grønne potter.

Billede2

Og inde i laden var adskillige, talentfulde blomsterdekoratører i gang. Temaet var blomster til livets højtider, og der var roser til alle lejligheder fra barnedåb til begravelse. Roser for livet gennem hele livet.

Billede4

Billede3

Den fine ide med grenstykkerne sat fast i hønsenet omkring et glas vil jeg tage til mig. Mon ikke æbletræet i marken kan undvære en kvist eller otte?

Festivalen fortsætter i dag, så du kan stadig nå det.

God søndag.

Roser i januar

I julegave var jeg så heldig at få en af de kønne skåle fra Holmegaard. Old English hedder den, og som de fleste nok ved, er det Claus Dalby design. Det har han nu gjort godt.

Billede2

Den kan bruges til utallige dekorationer, og det skal den også nok blive.

Jeg mødte et bundt roser, der meget gerne ville med hjem og prøve skålen, og det fik de lov til. De var ikke til at modstå. Store, tætte og dejligt klare i farven.

Billede3

De blev klippet meget korte og sat i oasis sammen med lidt af det grå løv fra julebuketten og nogle af deres egne blade. Oasisklumpen er dækket af store efeublade fra haven. Så var der grenene tilbage. De var så flotte, at de fik deres helt egen plads. Det ville da være synd at smide dem ud. De kan genbruges i en ny dekoration på et tidspunkt, tror jeg.

Billede4

Det blev den første dekoration i Old English skålen – helt sikkert den første af mange.

God søndag.

Den slemme rose

Rynket rose, Rosa Rugosa. Den står på Naturstyrelsens liste over invasive arter. Det svarer vel næsten til at være på FBI’s liste over mest eftersøgte personer – eller til at stå i Ribers eller noget andet virkelig slemt.

Den står også hos os. Rundt om den gamle urtehave. Og der bliver den stående. For den er så smuk. Den giver læ for vinden, den er fyldt med småfuglenes reder, og den dufter velsignet.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

At stikke næsen ned i blomsten og trække vejret dybt er en fryd. Det er vi flere, der synes.

Billede4

I hegnet ovenfor vores lille bøgeskov står de også. Lige nu midt i et brus af hvide blonder – de blomstrende hvide skærmplanter, der er blevet så høje, at man dårligt kan se over dem.

Billede5

I fugtig luft som i dag, hænger rosenduften i luften, så man bliver helt ør i hovedet af sommerfryd.

Senere kommer de skønne hyben, som vi plukker, sylter og fryser ned til farvestrålende, vitaminrig vintermad.

Billede4

Vi må håbe, Naturstyrelsen ikke lige ved, hvor Skivholme ligger. For vi vil gerne beholde vores roser, og vi skal nok skære dem ned og holde dem lidt i ave, så de ikke overtager det hele.

God onsdag.

Skoven med de hvide roser

Jeg har fået en masse små roser. Små hvide roser i små bitte potter. Mens jeg stod og arrangerede dem, fortalte de mig denne historie, og den skal du høre nu – hvis du altså har lyst.

Langt, langt ude i skoven, helt derude, hvor mennesker ikke kom, og hvor ingen hørte hverken bierne summe eller et mægtigt træ falde til jorden i en vinterstorm, lå en overgroet lysning.

Der gik naturen gik sin gang i uforstyrrethed. Tykt mos, sammensunkne og halvt forsvundne grene og stammer, et tornet krat og – under nogle krøllede troldfingeragtige grene – et flor af hvide roser.

Billede1

En sommeraften, i mørkningen, kom en ung mand, en vandrer, der var faret vild, til lysningen, hvor han lagde sig i mosset for at hvile. Han havde gået hele dagen ad stier trampet af dyr, hvis natur han dårligt turde gætte på, nu hvor mørket faldt på, og skovens natlyde tog over.

En bleg måne lyste, og nattens fugtighed fik roserne til at dufte særligt stærkt. Han sov.

I det grå morgenlys vågnede han ved solsortens sang. Han slukkede tørsten i vandet fra bækken, der rislende løb gennem lysningen, og først da kiggede han for alvor på roserne og begyndte at undre sig. Det var ikke vilde roser. Det var haveroser. Endda roser, nøjagtigt som dem, der voksede i hans mors have i det hjem, han var bange for aldrig at at se igen.

Billede4

Han mindedes, hvor omhyggeligt hans mor altid havde passet de roser. De stammede fra hans mormor og før det fra hans oldemor, havde han fået fortalt. Hans oldemor, der var død mange år forinden, og som han aldrig havde kendt. Hans mor sang af og til stumper af en sang – en sang på et sprog, som hverken hun eller han forstod, en sang hun havde lært, da hun var ganske lille. ‘Wo die Rosen blühen’ sang hun, når hun gik derude og passede roserne. En sang, der ligesom rosen, var gået i arv i familien.

Hans oldemor kom fra et andet land, og ingen kendte længere hendes historie helt nøjagtigt. Tåget huskede han at have fået fortalt, at der var krig dengang, og at hun kun 15 år gammel alene var flygtet fra soldaterne uden andet end det tøj, hun stod og gik i – og en stikling fra en rose i sin mors have.

Billede3

I flere år havde hun boet alene i en hytte i skoven, og roserne var vokset op, og havde bredt sig, før hun blev fundet af en ung vandrer, der var faret vild, ligesom han selv nu var. En vandrer, som kunne fortælle hende, at krigen var slut. Det blev hans oldefar.

Var det hendes lysning, stierne havde ført ham til? Kunne han ved at gå mod vest, som hans oldefar og oldemor havde gjort, nå til bjergene i løbet af et par dage og snart være hjemme igen? Han vidste det ikke, men han begyndte at gå i den retning, han mente, var den rigtige. Kom han ikke hjem igen lige med det samme, mødte han måske den pige, der kunne blive oldemor til hans oldebørn. Han småfløjtede, mens han gik. I lommen havde han en stikling – en stikling fra en rose.

God – og eventyrlig – søndag.