Skoven med de hvide roser

Jeg har fået en masse små roser. Små hvide roser i små bitte potter. Mens jeg stod og arrangerede dem, fortalte de mig denne historie, og den skal du høre nu – hvis du altså har lyst.

Langt, langt ude i skoven, helt derude, hvor mennesker ikke kom, og hvor ingen hørte hverken bierne summe eller et mægtigt træ falde til jorden i en vinterstorm, lå en overgroet lysning.

Der gik naturen gik sin gang i uforstyrrethed. Tykt mos, sammensunkne og halvt forsvundne grene og stammer, et tornet krat og – under nogle krøllede troldfingeragtige grene – et flor af hvide roser.

Billede1

En sommeraften, i mørkningen, kom en ung mand, en vandrer, der var faret vild, til lysningen, hvor han lagde sig i mosset for at hvile. Han havde gået hele dagen ad stier trampet af dyr, hvis natur han dårligt turde gætte på, nu hvor mørket faldt på, og skovens natlyde tog over.

En bleg måne lyste, og nattens fugtighed fik roserne til at dufte særligt stærkt. Han sov.

I det grå morgenlys vågnede han ved solsortens sang. Han slukkede tørsten i vandet fra bækken, der rislende løb gennem lysningen, og først da kiggede han for alvor på roserne og begyndte at undre sig. Det var ikke vilde roser. Det var haveroser. Endda roser, nøjagtigt som dem, der voksede i hans mors have i det hjem, han var bange for aldrig at at se igen.

Billede4

Han mindedes, hvor omhyggeligt hans mor altid havde passet de roser. De stammede fra hans mormor og før det fra hans oldemor, havde han fået fortalt. Hans oldemor, der var død mange år forinden, og som han aldrig havde kendt. Hans mor sang af og til stumper af en sang – en sang på et sprog, som hverken hun eller han forstod, en sang hun havde lært, da hun var ganske lille. ‘Wo die Rosen blühen’ sang hun, når hun gik derude og passede roserne. En sang, der ligesom rosen, var gået i arv i familien.

Hans oldemor kom fra et andet land, og ingen kendte længere hendes historie helt nøjagtigt. Tåget huskede han at have fået fortalt, at der var krig dengang, og at hun kun 15 år gammel alene var flygtet fra soldaterne uden andet end det tøj, hun stod og gik i – og en stikling fra en rose i sin mors have.

Billede3

I flere år havde hun boet alene i en hytte i skoven, og roserne var vokset op, og havde bredt sig, før hun blev fundet af en ung vandrer, der var faret vild, ligesom han selv nu var. En vandrer, som kunne fortælle hende, at krigen var slut. Det blev hans oldefar.

Var det hendes lysning, stierne havde ført ham til? Kunne han ved at gå mod vest, som hans oldefar og oldemor havde gjort, nå til bjergene i løbet af et par dage og snart være hjemme igen? Han vidste det ikke, men han begyndte at gå i den retning, han mente, var den rigtige. Kom han ikke hjem igen lige med det samme, mødte han måske den pige, der kunne blive oldemor til hans oldebørn. Han småfløjtede, mens han gik. I lommen havde han en stikling – en stikling fra en rose.

God – og eventyrlig – søndag.

 

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Skoven med de hvide roser”

Der er lukket for kommentarer.