Små gule pletter på den sorte jord

Der er kommet erantis i haven.

billede2

Ganske vist i de beskyttede bede tæt op ad huset, men de er der. Små gule pletter på den sorte jord.

Sådan en erantis er meget mere end en blomst. Det er den første blomst. Hvert år er det erantis, der dukker op allerførst og varsler forår om slet ikke så lang tid endda. Det kan man da kun være taknemmelig over.

Billede2

God søndag.

På jagt efter forårstegn og andet spændende

På jagt efter foråret i haven. Erantis er dukket op hist og her.

Billede10

Ved siden af dem står en baby-helleborus – en foetidus – en stinkende nyserod. Men hvad med vintergækkerne? Og Dorothealiljerne? Og alle de andre?

Vintergækker fandt vi – hunden og jeg. De er kun ganske små endnu, men de er der.

Billede5

Og således veltilfredse med tingenes tilstand, gik vi ud på græsmarken for at gå en tur. Mine øjne havde nu indstillet sig på at kigge ned  – efter små ting, og så fik jeg øje på dem. Nogle af naturens små skjulesteder.

Billede6

Under lidt strå, et musehul. Og pludselig kunne jeg se mange flere – marken er fuld af musehuller.

I den store dynge grene fra de prikne slåen ovenfor skoven (en bunke, der har ligget der længe, og som langsomt synker sammen, mens den giver læ til småkræ) er der et hul og en tydelig veksel, der fører hen til hullet. Jeg tror, det er haren, der gemmer sig derinde. Der er trygt og godt, og der er mad lige udenfor.

Billede8

Det kunne også være ræven, men der lugter ikke af ræv, og så – ja – så er det ikke ræven.

Billede7

Man skal nu ikke gå og kigge ned hele tiden. Man skal også kigge op – og ud. I hvert fald, når udsigten er til det. Det er den – selv en grå dag i februar.

Billede9

Men sjovt var det nu at få øje på de små verdener, der gemmer sig i vores store.

God tirsdag.

Så kom de også her

Så kom de også her, de små, lysende erantis, der lover forår og lyse dage forude. Fanget i en solstribe står de der og ser ukuelige ud i den kolde vind.

Billede2

De kom lige i tide til Kyndelmisse, lysets fest, hvor vi fejrer, at lyset er vendt tilbage. Den dag, hvor man sagde, at nu skulle man have halvdelen af sit vinterforråd tilbage. Både til mennesker og dyr.

Billede3

Der går en rum tid endnu, før der er græs til køerne på marken eller noget at hente i køkkenhaven.

Men de små erantis er kommet, og de lover os, at nu går det for alvor fremad.

Billede1

God søndag.

Hvordan man får erantis til at sprede sig

Hemmeligheden bag succes med erantis er moderat dovenskab. Eller sagt med et andet ord: uforstyrrethed.

Billede3

Er man for flittig en luger, får man fjernet de små førsteårsspirer, og så sker der naturligvis ikke mere. Og fjerner man bladene, før frøstandene har smidt frøene, sker der heller ikke noget.

Erantis er fire år om at udvikle sig fra frø til blomst. Det er lang tid. Men de er værd at vente på. Når de små, seje nakker bryder gennem jorden, løfter hovedet og folder deres lysende, gule kronblade ud, er det da et rent mirakel. Med tiden kan de danne hele tæpper under de bare buske og træer , og det er en fryd for øjet i senvinteren, hvor ens øjne tørster efter lys og farver.

Billede14

Første år kommer der kun en lillebitte spire som den ved siden af den højre blomst på billedet herunder. Billedet er taget af Rita Marie Larsen, en blomsterelsker, jeg kender.

Ritas erantis
Foto: Rita Marie Larsen

Lad være med at luge den væk, selvom den ligner alle de andre små kimplanter af ukrudt, der kommer myldrende.

Året efter kommer den lille spire igen. Den er blevet lidt større, og nu har den fået en lille krave på, som du kan se nedenfor.

Billede2

Året efter kommer den igen med en større krave på, og året efter igen står den pludselig der og blomstrer – som en lille stjernesol.

Når erantis er færdige med at blomstre, sætter de frø. Vent til frøstandene er helt åbne, og frøene slipper frivilligt. Vil du have erantis andre steder, kan du samle frøene ind og så dem. Så dem bare med det samme. De kommer. Ellers bare lad dem drysse af sig selv. Myrerne hjælper også med at sprede dem, siges det.

Fjern ikke bladene, før de er helt visne og selv slipper løget i jorden. Selvom de bliver ranglede og halvvisne og ikke pynter mere, gør de alligevel gavn ved at suge næring ned til løget, der er udmattet af den lange blomstring.

Så let er det faktisk. De skal bare have ro til sprede sig, og når man først ved det, kan man nok godt holde sig i skindet med lugejernet, ikke?

God onsdag.