Det er ved at være slut med erantis for i år.
Nu er det, man skal lade de henvisnende erantis stå – også selvom de ikke er pæne at se på længere. For hemmeligheden bag succes med erantis er moderat dovenskab. Eller sagt med et andet ord: uforstyrrethed. Fortsæt med at læse “Hvordan man får erantis til at sprede sig”
Lørdag, hvor solen skinnede, blæsten glimrede ved sit fravær, og haven lignede noget, der havde været udsat for en slem storm (det havde den jo altså også…) var jeg i haven for første gang i år.
Og se, hvad jeg fandt…
Det sner derude, og jeg arbejder hjemmefra i dag. Det er hyggeligt – og effektivt. Jeg når det hele på den halve tid, fordi der ingen forstyrrelser er, og så er udsigten til vintermarker nu en hel del bedre end udsigten til byggepladsen inde ved universitetet.
Der er kommet erantis i haven.
Ganske vist i de beskyttede bede tæt op ad huset, men de er der. Små gule pletter på den sorte jord. Fortsæt med at læse “Små gule pletter på den sorte jord”
Så kom de også her, de små, lysende erantis, der lover forår og lyse dage forude. Fanget i en solstribe står de der og ser ukuelige ud i den kolde vind.
De kom lige i tide til Kyndelmisse, lysets fest, hvor vi fejrer, at lyset er vendt tilbage. Den dag, hvor man sagde, at nu skulle man have halvdelen af sit vinterforråd tilbage. Både til mennesker og dyr. Fortsæt med at læse “Så kom de også her”
