Endnu et besøg i Lotte Bjarkes Have

Vi har endnu engang været på havebesøg hos Lotte Bjarke. Der er sket spændende ting i haven i det forløbne år, og de ting skulle vi da forbi og se i virkeligheden, når der nu blev holdt åben have i går.

Haven er genialt tilpasset det stærkt skrånende terræn med terrasser og gange i forskellige niveauer. Udbygningen til det store drivhus ligger forskudt med tre trin nedad i forhold til ‘hoveddrivhuset’ og er udstyret med lænestole og en hyggelig brændeovn. Jeg kan lige forestille mig at sidde der lige så stille en efterårsdag med en bog og se bladene falde, mens ilden buldrer. Det er et helt unikt drivhus, som er lavet til stedet.

Det bakkede terræn, som Lotte Bjarke bor midt i, er Sondrup Bakker, og fra den øverste terrasse er der den skønneste udsigt til Horsens Fjord.

Fjorden i nærheden betyder mildt klima, og det klima er udnyttet til at skabe et eksotisk hjørne i haven, hvor der allerede var en gammel mur.

Muren er blevet forlænget med de smukkeste honninggule, tilskårne brædder – lærk måske? – så det skaber en effekt som i en engelsk walled garden – en muromkranset have.

Her vokser de lidt sartere og varmekrævende planter. Et smukt og spændende tiltag, jeg glæder mig til fortsat at følge på Lottes blog Helt hen i Haven.

Haven er stor, og der er også plads til en stor nytte- og skærehave. Det har jeg vist billeder af før, så det springer vi over i denne omgang. Du kan se de gamle indlæg her: Besøg i Lotte Bjarkes have og Bonusbesøg i Lotte Bjarkes have – der er masser af billeder fra nytte og skærehaven, der er fuld af farver og frodighed.

Bedene er en skøn blanding af buske, stauder og såede sommerblomster.

Med kreative tiltag som det hjemmelavede stokkehegn. Det er jeg lidt vild med, og jeg overvejer, hvor jeg kunne lave noget tilsvarende.

Man kan gå rundt i haven længe og hele tiden opleve noget nyt.

I dagens anledning var carporten omdannet til et pop-up blomsterbutik, som Lottes datter Anne stod for. Der var også salg af Lottes to gode havebøger. Dem kan du læse mere om her: Sommerblomster – fra frø til fryd og Slip haveglæden løs. Det er altså to bøger, der hører hjemme i enhver haveelskers bogreol.

På vejen hjem kørte vi lidt rundt i området og ned forbi Sondrup Strand. Jeg tror næsten ikke, man finder bedre landskaber i hele landet end her i Østjylland.

Ligesom haverne er landskaberne vidt forskellige – skov, strand, mark og eng, milde områder ved fjordene og kolde som her hos os inde i landet. Der er altid noget at se på, og man kan komme igen og igen og altid opleve noget nyt.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

3 kommentarer til “Endnu et besøg i Lotte Bjarkes Have”

  1. Jeg ved slet ikke, om min misundelse kan klare at se drivhuset i virkeligheden. Jeg syntes, at allerede det første var noget at det skønneste, man kunne eje, og med udbygningen….
    ‘The walled garden’ ser også spændende ud.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Jeg har trænet min misundelse op til at være beundring i stedet for 🙂 Det kræver bare omkring en million havebesøg – så begynder misundelsen at dulmes. Nej, pjat. Men det er virkelig helt unikt, og hvem ville ikke gerne have sådan et?
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.