Slip haveglæden løs – en boganmeldelse

Slip haveglæden løs. Det er titlen på Lotte Bjarkes nyudkomne bog.

Bogen er en anderledes havebog. Den tager faktisk udgangspunkt i dig. Haveejeren. I dine blomstrende drømme og tanker. Undertitlen fryd, facts og fiduser fortæller, at i bogen er der hjælp at hente til at (gen)finde din egen haveglæde og stille og roligt at skabe din drømmehave. Det handler om haveglæden. Ikke haveskylden eller haveskammen. Haveglæden. Slip den løs og bliv selv lidt løssluppen i processen, mens du beundrer naturens små mirakler.

Lotte guider dig. Igennem alt det basale med gode forslag til driftsikre planter og metoder. Jordpleje og gødning, gode biplanter, bær til fuglene, grøntsager til dig selv og familien, hyggepladser, blomstervæld, buske og græsser og kampen mod det ukrudt, der ikke så let forgår. Alt sammen på en dejligt optimistisk og ja – jeg fristes til at sige jordnær – måde.

Hvad er det så, man skal gøre ved den have, der lige nu mest består af græsplæne, hæk, en trampolin og en terrasse med en weber og en halvdød krukke lavendler?

Et af Lotte Bjarkes gode råd er, at det er bedre for haveglæden at få succes med et lille projekt end at stå med en hel stribe halvfærdige. Og vi ved det. Det er det halvfærdige, der nærer skylden og skammen – de to glædesdræbere, som ikke har noget at gøre i din have. Start i det små. Når glæden rammer, griber det om sig.

Bogen indeholder dejlige billeder fra Lottes egen have, der kan nære haveglæden, og dejligt overskuelige sider med fristende planteforslag.

Er det så en bog til begyndere? Ja. Den er god til begyndere. Men bogen er også et glimrende praktisk opslagsværk for den mere erfarne haveejer. Ingen kan jo  huske alt hele tiden.

Og erfarne haveejere har også brug for at høre bogens budskab med jævne mellemrum: Havearbejde er ikke arbejde. Haven er ikke et sted, hvor man skal måles og vejes i forhold til gældende regler om perfektion på alle fronter. Haven er et frirum, hvor man kan være – og finde – sig selv og sin haveglæde, mens man går der og ‘haver’.

Bogen er udgivet på og kan købes hos Forlaget Linnea. På forlagets website, kan du læse et uddrag af bogen.

Du kan læse mere af og om Lotte Bjarke på bloggen Helt hen i haven.

Fryd, facts og fiduser. Tak for en dejlig bog, Lotte!

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

3 kommentarer til “Slip haveglæden løs – en boganmeldelse”

  1. Hej Karen. Og dejligt, at du er hjemme og kan blogge igen – med Fie, som selskab 🙂 Og den bog, lyder som en, jeg vil sætte stor pris på. Og så ligger titlen lige i tråd med min sidst indkøbte bog: Slip livet løs. Der må være noget i tiden, der gør oprør mod det alt for stringente og perfekte. Jeg glæder mig til sommer og livlige dage 🙂

    Like

    1. Det er virkelig en god bog. Det er en god trend, hvis det passer, og det tror jeg, det gør. Man skal være så perfekt, at det gør ondt. Lige for tiden læser vi også meget om stressede børn. Børn skal være børn og ikke stressede – og heller ikke perfekte. Nej – et oprør og en generel holdningsændring ville lune.
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: