Opskrifter på and til Mortensaften

Næste fredag er det Mortensaften. Den ene af de to aftener i året, hvor der skal and på menuen. Historien om, hvordan den tradition opstod, kan du læse lidt om sidst i indlægget.

Men først er det nok på tide at planlægge menuen. Andebryststeg? Hel and? Noget helt anderledes med and? Her kommer trin for trin opskrifter på: andebryststeg på ben, hel and og en lækker opskrift på krydrede, langtidsstegte andelår.

Har du mod på at stege en hel and, finder du opskriften her: Hvordan steger man en and – og hvad med sovsen?

Lad dig ikke kyse – det er ikke så svært endda. Opskriften er trin for trin og lige til at gå til.

Har du købt en andebryststeg på  ben, får du mest af det gode brystkød. Her er en opskrift på traditionelt stegt andebryststeg, hvor der alligevel bliver noget til sovsen.

Vil du hellere have din and lidt mere utraditionelt til Mortensaften og gemme den traditionelle udgave til jul, kan du forsøge dig med andelår.

For eksempel Langtidsstegte andelår med appelsin, ingefær og portvin.

Det skal du nu prøve alligevel en dag i løbet af vinteren – de er forrygende gode – smeltende mørt og krydret andekød og en stærkt vanedannende sovs. Andelår kan man tit få på tilbud, og så bliver det også økonomisk overkommeligt.

Det var opskrifterne.


Og hvordan var det så med den historie om, hvorfor vi spiser ænder Mortensaften? Jo, se. Det skete i de dage… nede i år 300 og noget,

at Martin af Tours, en omvendt tidligere romersk soldat, der var gået i kloster, blev opfordret til at blive biskop. Han var ellers helt tilfreds med bare at være munk, og han var en ret populær en af slagsen. Derfor ville de da også gerne have ham som biskop.

Det havde han ikke den fjerneste lyst til. Han ville ikke tilbringe hele dagen på kontoret. Derfor gemte han sig i en gåsesti, da de kom for at udnævne ham.

Der lå han nede i høet og håbede på, at hans fans bare ville gå forbi og gøre en anden en end ham til biskop. Men i stien gik der ænder og gæs, og de skræppede så meget op, at hans skjulested blev afsløret. Han blev fundet, og han blev biskop.

Som hævn over dem, der havde afsløret ham, indførte Martin som biskop, at man skulle spise gås eller and på dagen.

Og siden har vi på Mortensaften (Martin af Tours hedder Morten Bisp på dansk) spist dem, der anbefalede ham til det job, han ellers havde og nød godt af i 16 år: nemlig de ænder og gæs, der ikke ville have en munk liggende i deres hø.

I Danmark går traditionen bevisligt tilbage til middelalderen. Om historien er helt sand, kan man ikke vide. Men det er da en rigtig god undskyldning for en lækker andesteg en mørk aften i november.

God Mortensaften, når du kommer dertil.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Opskrifter på and til Mortensaften”

      1. Ja, det fandt jeg ud af. Den fik lige i overkanten med 3 timer og 150 grader varmluft. Men vi var til fernisering, så jeg kunne ikke ændre noget, før vi var hjemme, (der var heller ingen fedt. Det er der ellers altid.)
        Men det var supermørt og smagte dejligt, så vi skal helt klart have det igen. Jeg havde lavet langtidsmarineret rødkålssalat til, så når jeg får justeret ovnen, så er det en nem ret, der kan klare sig selv. I love iiit.
        God weekend.
        Kh Lisbeth

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s