Farvel til maj med et brus af blomster

Det er altid lidt vemodigt at sige farvel til maj – den brusende, duftende, blomstrende måned, hvor man altid føler, man slet ikke kan følge med. Hver dag er noget nyt sprunget ud, blevet tættere – eller allerede færdigt.

Der er 11 måneder, til det bliver maj igen, men det skal man nok lade være med at tænke på. Det gælder om at leve i nuet og nyde alt det, der er der. For juni – den første sommermåned – er fantastisk.

Her på kanten til juni er der en plante i haven, man lægger rigtig meget mærke til. Ja, der er flere. Faktisk mange, men clematis Montana Rubens er en stjerne.

Vores har efterhånden vokset ved tørrestativet i nogle år, og den bliver større og bredere og vildere år for år. Det er gudeskønt at se på.

De første, jeg plantede af den slags, kom ikke. De var døde, før det blev forår. Så fik jeg et tip fra en på Facebook i gruppen Stauder: Grav et stort hul, find en gammel hovedpude, klip den op og kast nogle håndfulde fjer i hullet, før du planter.

Det gjorde jeg. Og det kunne den lide. Trylleri måske, men nok snarere kemi. Det meste af den slags trylleri er jo kemi. I hvert fald har den ikke så meget som overvejet at dø. Den har det alt for godt.

Selvom jeg fjerner de ranker, der snor sig ud i tørrestativet, og vikler dem den anden vej, er det ikke helt til at følge med. Den første snor er allerede opslugt, og måske ender tørrestativet som en løvhytte i stedet for?

Mon der er andre clematis, der er så vildtvoksende, som er så hårdføre, og som blomstrer så længe? Hvis der er, vil jeg gerne vide det.

God tirsdag.