Hvidt forneden, hvidt foroven

Det er hvidt derude. Ikke af sne, som i den triste, men smukke vintersang, men af blomster. En overdådighed af blomster. Mirabellerne blomstrer i hegnet og langs vejen, så man får helt åndenød af fryd og glæde. Hvidt foroven.

Her et kig ned ad vejen mod der, hvorfra min verden går. Hjemme. Altid et skønt syn, men særlig smukt lige nu.

Der er mange mirabelletræer i hegnene omkring os, og i den smukke dag i går lyste de om kap med solen. Tusinder og atter tusinder af de spinkle blomster.

I den vilde del af skovhaven – i den helt vilde del, hvor naturen går sin gang,

lyser skovbunden også hvidt. Hvidt forneden.

Anemonerne blomstrer også helt overdådigt lige nu. Hver for sig som de fineste små stjerner,

og sammen som et hvidt tæppe.

Klatter af anemoner har også sneget sig ind i havens bede. I bedene har de selskab af de gule anemoner og af de hvide, fyldte anemoner, der lige knapt er sprunget ud endnu. De fyldte og de gule er haveblomster hos os, men de vilde er alle vegne. De charmer sig ind, hvor de har lyst, og det er de velkomne til.

Lidt tilfældighed og glade overraskelser gør kun godt – både i haven og i resten af livet.

God mandag.

Grenene knækker næsten under vægten

Fra mit køkkenvindue ser jeg over på mirabelletræerne på den anden side af vejen. Når de står bare om vinteren, når de blomstrer i det tidlige forår,

Billede6

og nu hvor grenene næsten er ved at knække under vægten fra mængder af næsten moden frugt. Fortsæt med at læse “Grenene knækker næsten under vægten”