De andre anemoner

Anemoner trives rigtig godt i vores skovhave. Det er nok, fordi den i realiteten er mindre have og mere skov. Lysåben skov.

Anemoner har brug for lyset i det tidlige forår. Når bladkronen lukker sig over dem, visner de lige så stille væk og sover sommer- og vintersøvn indtil næste forår.

I hvert fald på overfladen. Under jorden vokser rødderne, så der kan komme endnu flere anemoner næste år – hvis ikke et sultent rådyr kommer forbi. Anemonernes tykke rødder er en lækkerbisken for rådyr.

I skovhaven er det altid de almindelige, vilde anemoner, der springer ud først.

De står i bedene, i græsplænen og op ad skrænten.

Derefter kommer de andre anemoner – dem jeg har plantet. Først kommer de solgule i bedet, hvor også den russiske kulsukker står.

Solgule anemoner

Dernæst kommer de svovlgule ved spejlbassinet.

Svovlgule anemoner.

De er så fine med deres månegule blomster (og det lyder altså mere poetisk med månegule end svovlgule…).

Her ser man bedre, hvor meget lysere de er sammenlignet med de solgule.

I år har den lyslilla anemone, jeg fik af Rita (Blomstertøsens Have) sidste år, bredt sig lidt og har hele to blomster. En 100% forøgelse fra sidste år, hvor den bare var én lille bitte anemone i en potte.

Den lyslilla anemone er ikke Kaj Munk anemonen, der er helt anderledes.

Gad vide, hvor mange der kommer næste år? Der er rigtig mange nye blade…

Den sidste anderledes anemone er den fyldte. De kommer allersidst, for de står mørkest.

Fyldte anemoner

Det er nu, de er der, og det er nu, man skal ud og nyde dem. Snart lukker taget sig over skovhaven,

og anemonerne gør klar til at fortsætte deres arbejde under jorden igen.

God mandag – den første i den helt vidunderlige maj måned.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “De andre anemoner”

  1. Så fine billeder. Anemoner er så fine, så er foråret helt sikkert godt på vej. Da min kære far levede, kom han altid hjem med en buket at de første anemoner til min kære mor. Dejligt med sådanne minder 🥰. Rigtig god dag til dig.

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: