Livets gang på landet – Side 101 – Dalsgaard i Skivholme

Værtindegaver – 4. afsnit af Stafetten

I går var det fredag og igen tid for Stafetten. Denne gang er det Pia med bloggen Fifty Fabulous, der skriver om sit bud på en værtindegave.

Det er en gave, der kræver fingerfærdighed og vist også en god bid tålmodighed, men resultatet er da sødt, ikke?

Læs hos Pia, hvordan du laver den lille, fine potteprop, der med sin magnet på bagsiden er lige til at hænge op på køleskabet: En blomst til værtinden.

Og hvorfor skulle vi helt hen til lørdag, før jeg skriver om fredagsstafetten? I går var vi langt væk fra computeren – til havefest i Fru Pedersens Have – en dejlig oplevelse, der kommer mere om i morgen. Glæd dig til smukke billeder.

Rigtig god solskinslørdag!

Stafetten er et samarbejde mellem bloggene Mit Landliv, Aargang 73, Fifty Fabulous og mig. 12 fredage, 12 indlæg og 12 ideer til værtindegaver – skrevet efter tur af en af os fire.

De tidligere indlæg finder du her:

Værtindegave fra hønsene

Kurv med hjemmelavet konfekt

Noget med noget i

Køer i marken igen

Så er der igen liv i marken. Seks, smukke charolais kvier kom hertil i går aftes, og efter en nat i fangfolden, hvor de kunne vænne sig til lyde og lugte – og falde lidt til ro efter køreturen – er de nu sluppet fri i engen.

De har været hele vejen rundt. Snuset, smagt, kigget og løbet. De bliver vist nogle trætte køer i aften…

Engen er stor, og i det grønne synes de ikke af meget. Da vi skulle have fat i dem enkeltvis i morges for at få grimerne af dem, så de altså noget større ud. Pyha. Men nu er de fri, og så skal de nok falde til ro. De skal bare lige have uroen ud af kroppen – håber jeg…

God onsdag.

Højbede – med sneglekant – på terrasser i marken

Hvad er det nu, de har gang i? Der er gravet etager ind i markkanten? Var det ikke der, de havde køkkenhave før? Det ser da forfærdeligt ud.

Jo, men… det bliver ikke ved med at se sådan ud. På hver af de tre terrasser kommer der til at stå et stort højbed. Et højbed med sneglekant.

De tre højbede kommer til at rumme vores køkkenhave i år – og i mange år fremover. Det er sneglenes skyld det hele. Sidste år fik vi intet ud af køkkenhaven. Absolut intet. De åd det hele. 3-4 af de ækle fyre kunne sidde og mæske sig i en squashblomst. Kålplanterne var fyldt med dem. Salaten forsvandt, næsten før den kom op. De åd simpelthen alt undtagen kartoffelplanterne.

Når en køkkenhave ligger i markkanten, som vores gør, er det stort set umuligt at bekæmpe de slimede uhyrer med ølfælder, nattejagt og deslige. De vandrer ind som en ødelæggende hær, og de æder alt på deres vej. Efter sidste år har vi simpelthen kastet håndklædet i ringen og købt hjælp i form af højbede.

Stigningen i markbedet er så stor, at højbedene skal stå på terrasser for at stå lige. Nærmest som en olivenplantage på en bjergskråning i Toscana. Der er gravet ud, så der er plads til højbedene og plads til at gå omkring dem.

De tre højbede er samlet af sektioner på 1,2 m, så bredden bliver 1,2 m og længden 3,60. Det giver masser af plads til det, vi skal dyrke. Squash, græskar, bønner, bladselleri, salater – alt sammen snegleføde af højeste karat. Men nu kan de ikke komme til fadet. Kanten holder dem væk. De kan simpelthen ikke vride sig rundt i den vinkel.

Jeg skal nok vise billeder fra udviklingen af projektet, når det kommer længere frem. Lige nu kan man ikke se meget, men jeg er så glad for, at vi endelig er kommet i gang, og jeg kunne ikke vente med at fortælle om projektet – til glæde og forhåbentlig inspiration, hvis du også bor med græsmarker omkring din have.

Indlægget er skrevet i samarbejde med zinkbakken.dk, hvor vi har købt bedene. De har rigtig mange lækre ting derude i Låsby, hvor de bor. Vi var glade for at det lå i nærheden, men de sender selvfølgelig i hele landet.

Prøv at tage et kig på deres website. Det smarte system med samlesæt gør, at man kan lave store højbede eller små højbede, præcis som man har lyst. De har meget mere end det – men kig selv – jeg har fundet nok til en meget lang ønskeseddel og mange havedrømme. Du kan læse mere om zinkbakken.dk i en artikel hos Havefolket.dk – den finder du lige her: Zinkbakker i metermål.

God mandag aften.

Hvor går det bare stærkt

Sikke en dejlig søndag. Vasketøjet har tørret ude på snoren i vinden, der som bibeskæftigelse har skubbet høje, hvide skyer over himlen hele dagen. Græsset er slået, og der er blevet fjernet uanede mængder af ukrudt (hvor kommer det dog fra???)

Mens man sådan går og pusler i haven, med lugegreben i hånden og rumpen i vejret, skal man huske at stoppe op, kigge og suge synsindtryk ind. En dag sidste år var jeg så optaget af at luge, at jeg helt glemte at se på den blomstrende azalea lige ved siden af mig. Jeg fokuserede på ukrudtet. Tåbeligt, ikke? Jo. I alle livets forhold.

Jeg har lovet mig selv altid at kigge op og ud – og så pyt med, om et enkelt lille træ ikke bliver luget væk. Det bliver det næste gang.

Der er jo da nok at se på, og det går så hurtigt, at man skal være vaks for at nå at få det hele med.

Mælkebøtterne er allerede ved at afblomstre – det var da i går, marken var helt gul af dem, var det ikke? Til gengæld er bonderoserne i haven ved at springe ud. Først den her, jeg fik en knold af for mange år siden. Den er efterhånden blevet stor.

Hver blomst holder så uendeligt kort, så den skal nydes, mens den er der.

Også de hvide tulipaner, som jeg længe gik og ventede på, er fuldt udsprungne. Snart overtager noget andet også der.

Maj måned burde kunne bremses, så man kunne nyde hver dag i mindst tre dage. Det er såmænd bare min ydmyge mening. Men mon ikke, der er mange, der er fuldstændigt enige?

God søndag aften.

Værtindegaver – 3. afsnit af Stafetten

Det er blevet fredag igen og tid for Stafetten. I dag er det Nana med bloggen Mit Landliv, der skriver om sit bud på værtindegaver. Det er Nanas søde og kønne høns, der står for det praktiske i forbindelse med gaveproduktionen.

Foto: Nana Hecquet

Nana er selv ansvarlig udbringning – og for indpakningen (en disciplin, hvor hun er en sand mester).

Det er dejligt, når man sådan kan dele opgaverne.

Kig ind og se, hvor smukke hønsegaverne kan blive. Nanas indlæg finder du her: Værtindegaver fra hønsene.

God fredag.

Stafetten er et samarbejde mellem bloggene Mit Landliv, Aargang 73, Fifty Fabulous og mig. 12 fredage, 12 indlæg og 12 ideer til værtindegaver – skrevet efter tur af en af os fire.

De tidligere indlæg finder du her:

Kurv med hjemmelavet konfekt

Noget med noget i

Er æggeskyer det nye sort?

De seneste dage har der været rigtig mange opslag på min opskrift på æggeskyer. Den er fra 2014.

Faktisk har et par tusind mennesker været inde og kigge på opskriften i løbet af ugen. Det har undret mig en del. Hvorfor lige det indlæg? Og hvorfor lige nu – næsten tre år efter, det blev skrevet?

Så prøvede jeg at google æggeskyer. Måske kunne jeg finde ud af det ad den vej. Det viser sig, at BT har opdaget æggeskyerne.

Du kan læse artiklen her.

De har ikke linket direkte til mit indlæg – så var nettet nok brudt sammen, når man tænker på, hvor mange der læser BT, og hvor mange, der normalt er på linjen hertil. Men den afledte interesse må være skyld i det. Andre forklaringer kan jeg ikke finde.

Det er da også en både dekorativ og lækker ret, de fine skyer, så prøv dem og vær med på moden.

Selv kan jeg kun sige, at det da er ret sjovt at være firstmover for en gangs skyld. Jeg plejer da ellers altid at være sidst med det første og ikke først med det sidste. Det er nærmest en livsstil. Men denne gang er det omvendt. Det var jo helt tilbage i 14, jeg første gang lavede æggeskyer. Længe før BT fik øje på dem.

Med næsen i sky: God lørdag.

Stafetten går videre

For et par uger siden skrev jeg om det nye blogsamarbejde, jeg er med i sammen med Mit Landliv, Aargang 73, og Fifty Fabulous, og jeg fortalte om den stafet, der skal køre over de næste 12 fredage. 12 indlæg skrevet efter tur af en af os fire.

I fredags lagde jeg ud med det første indlæg om ‘noget med noget i’.

I dag er det så min tur til at slappe af. Rent skrivemæssigt – ellers ikke ligefrem, men det er en helt anden historie. For i dag er det fredag og tid til andet afsnit i stafetten om værtindegaver. Malin med bloggen Aargang 73 skriver i dag om værtindegaver med lækre, hjemmelavede chokolader.

Foto: Malin Bisander

Du kan se Malins stafet-indlæg her. De lækre snickerskugler vil jeg gerne sætte tænderne i – hellere før end senere…

I næste uge er det så Nanas tur og ugen efter Pias. Resultatet af de 12 uger bliver 12 vidt forskellige indlæg med ideer til værtindegaver – ideer, man godt kan skrive sig bag øret, nu hvor tiden for de mange sommerfester nærmer sig.

God fredag – som jo altså ikke bare er fredag, men også Store Bededag.

Af alle tulipaner…

De sværeste spørgsmål, man af og til bliver stillet, er spørgsmål af typen ‘hvilken forårsblomst holder du mest af’ eller ‘hvilken tulipan holder du mest af’. For af alle tulipaner i hele verden holder jeg mest af…. dem alle sammen.

Fra de små botaniske tulipaner med deres glade solskinsansigter,

over de mellemstore til de store og måske flottere. Enkelte, fyldte, diskrete og farvestrålende.

Tulipaner, der var så kostbare, at de engang kun var for konger og fyrster, kan man få i næsten alle mulige farver og faconer, og enhver kan være med, når der er minus 50% i efteråret. Minus 50% er mit yndlingsmærke…

Tulipanerne står så fint lige nu. Sartgule liljeblomstrende under buskene.

De ubestemmeligt rosa i krukken ved drivhuset.

De små, hvide Calgary i det hvide bed – hvor der også snart kommer flere og højere tulipaner. Mount Tacoma hedder en af dem. Tulipaner har også flotte navne…

Der står mange tulipaner rundt omkring i havens forskellige afdelinger, og de kommer forskudt over lang tid.

Der også er nogle, der går til. Enten forsvinder de af sig selv, eller også bliver de ædt. Mosegrise er glade for tulipanløg. Den her ser jeg aldrig igen – den er ædt. Og den var ellers så køn, næsten som en pæon.

Af en eller anden grund smager de fineste løg vist bedst. Men mosegrise kommer ind fra markerne, og det må man leve med, selvom man kan knibe en tåre over ødelæggelserne.

De gammeldags røde tulipaner, der vokser i på skrænten mellem oceaner af skvalderkål, kommer igen. Af en eller anden grund gider mosegrisen ikke grave op ad skrænten. De røde tulipaner er altid sene på grund af deres plads i skyggen. Sidste år lagde jeg mange flere af dem, og jeg er spændt på at se, hvor mange der kommer.

Mange bryder sig ikke om de stærkt røde tulipaner. Men i vildnisset, i skvalderkål til halsen, der passer de rigtig godt med deres livskraftige farve og væsen. Jeg håber, der kommer mange. Som røde dutter i alt det grønne.

Men hvilken af dem, der er yndlingstulipanen? Det ved jeg ikke, for jeg holder nu så meget af dem alle sammen.

God tirsdag.

De lyse nætter er begyndt

I går, den 5. maj, begyndte de lyse nætter officielt. Det er ved at være sæson for mosekonebryg, nattergalesang og elverpiger.

Torsdag aften, den 4. maj, kom vi ud fra musikhuset efter koncerten, og det var stadig lyst. Vi havde været til Benjamin Britten’s War Requiem i Symfonisk Sal. En fantastisk koncert – storladen, sørgende og inderligt smuk. En passende koncert til at højtideligholde den 4. maj.

På vejen hjem gennem Aarhus, så vi mange steder lys i vinduerne. Men ikke nok efter min mening. Jeg frygter historieløshed og ser det som en virkelig trussel mod den fred, der blev vundet så dyrt dengang. Glemmer man, kan det ske igen.

Da vi kom hjem til os selv, tændte vi også lys i vinduerne. Det var så småt begyndt at mørkne, og stearinlysenes glød var smuk mod den nu mørkere himmel, der stadig havde rødt skær mod vest.

Også i drivhuset var der lys. Der står en solcellelampe af en slags, jeg ikke havde set før sidste år. Grene med små pærer i bladene. Den giver et hyggeligt lys om aftenen, og lysene spejler sig i drivhusets ruder.

Grenene kan stå som en buket, som de gør nu, eller de kan stå med afstand imellem – det er ledningen lang nok til, og jeg tror, den skal stå mellem alt det grønne i bedet foran B&B’en til sommer og lyse lidt for gæsterne.

Der findes mange solcellelamper til haven. Både kønne, grimme – og også meget mærkelige. De lysende grene stammer fra KridtvejsPlanter, og de er nu hyggelige og har ikke så kraftigt et lys.

Det er smart med de solceller, der, selvom teknikken er opfundet til mere seriøse formål, også kan bruges bare for sjov. Og det er nu dejligt, at vi lever i fred, så man kan have lys i sin have, hvis man har lyst.

Det er ingen selvfølge, så husk lysene i vinduet næste 4. maj, hvis du ikke gjorde det i år. Der er grund nok til at fejre freden.

God lørdag.

Værtindegaver: Noget med noget i

I sidste uge skrev jeg om det nye blogsamarbejde, jeg er med i sammen med Mit Landliv, Aargang 73, og Fifty Fabulous, og jeg fortalte om den stafet, der skal køre over de næste 12 fredage. 12 indlæg skrevet efter tur af en af os fire.

Det første tema vi har valgt til Stafetten er temaet Værtindegaver – den lille ‘i stedet for en blomst’, man har med til værtinden for at vise, man er glad for at se værtsfolkene og glad for at være inviteret.

En værtindegave fra mig er oftest mere eller mindre hjemmelavet. Og tit er det ‘noget med noget i’. En køn dåse med småkager, et glas syltetøj lavet af bær fra haven, en udendørs dekoration i en kurv eller en køn skål med en blomst i.

Normalt finder jeg det ‘noget’, der skal ‘noget’ i undervejs. Samler til huse. På loppemarkeder, hos Søstrene Grene, hos Tigeren eller andre steder, hvor jeg lige falder over det. Patentglas, glasvaser, potter – aldrig noget særlig dyrt, men ting, der med en lille indsats kan blive til noget særligt.

Her en gammel tekande uden låg fra et loppemarked. Den er perfekt til pletter i luften og en god gave til en romantisk sjæl.

Gamle kagedåser får et lag kalkmaling og lidt decoupage, før der kommer småkager i.

Potter og skåle kan nogle gange bruges, som de er, men ellers får de også lidt kalkmaling. Glas får en køn stofhætte på og en sløjfe af havesnor eller blonde.

Sidst jeg var hos klunserne faldt jeg over et godt glas. Men… det havde en bred, rød gummiring om maven, hvor der med store bogstaver stod Bodum. Ikke særlig dekorativt.

Til gengæld havde glasset fine proportioner, og det var tætlukkende. Det fik en tur i opvaskemaskinen, og det brede, røde gummibånd blev erstattet af et blondebånd og en lille helgenmedaljon. Fra funktionel retromode til nostalgisk romantik i en håndevending.

Nu er glasset klar til næste gang, vi skal i byen. Det er blevet til ‘noget’, der skal ‘noget’ i.

Og hvad skal det så være? Syltetøj med jordbær og ribs? Små fine citronmarengs? Alteabolsjer? Chokolade? Hæfteplaster med blomster på? Små frøposer med frø fra haven? Eller noget helt andet? Indholdet kommer helt an på, hvem der får glasset. For en gave skal jo passe til den, der får den.

Værtinden skal jo nødig stå og tænke over, hvornår genbrugspladsen åbner, mens hun jævner sovsen, vel?

God fredag.

Det var det første indlæg i stafetten om værtindegaver. Jeg glæder mig til at se, hvad de andre finder på, til at læse med og blive inspireret, og jeg giver stafetten videre til Malin, der har bloggen Aargang 73. Læs med i næste uge.