Det blæser stadig meget her hos os. Vinden suser ind gennem ådalen og presser hårdt på humlehegnet. Hegnet har virkelig fået sin sag for i de her dage, hvor blæsten kommer fra det traditionelle uvejrshjørne: sydvest.
Humlehegnet står på grænsen mellem engen og den gamle urtehave, hvor der er sået græs som et led i kampen mod padderokkerne, der invaderede for et par år siden. Fortsæt med at læse “Humlehegn i modvind”
Hele sommeren har den store jernkurv stået tom. På grund af tørken, der gjorde det temmelig besværligt at holde liv i noget som helst. Især noget i flade beholdere. Men nu er der kommet liv i kurven igen.
Alle ved, hvor lidt man kan tage med hjem, når man rejser med fly. Det er lidt træls, for man vil jo så gerne have noget af sin rejse med hjem. Man kigger på mangt og meget, og man overvejer, hvor meget det fylder, hvor meget det vejer og så videre.
I USA fandt vi nu noget, man kunne have med hjem. Noget småt, der kunne blive til noget stort. Tomatfrø.
Ordet sensommer rummer så meget. Frydefuld sommer endnu, men også et vist vemod over, at det er den sene sommer, og at det ikke varer ved. Måske er det derfor, man glædes så meget over sensommerens blomstervæld.
For planlægger man Fortsæt med at læse “Besøg i Claus Dalbys sensommerhave”
Nu sker der igen noget på matriklerne – noget med maskiner og sten – og som vi ved: Det skal være galt, før det bliver godt.
Det virker en anelse overvældende lige nu. Alt er sat i gang, men der er ikke noget af det, der er færdigt endnu. Fortsæt med at læse “Det bliver godt, når det er gjort”
Efterhånden er tobakspibeplanten ved hoveddøren blevet til en grøn og frodig portal, man kan kigge ind gennem
og ud gennem. Fortsæt med at læse “En grøn og frodig indgang”
Inde i Ebeltoft, hvor de smalle, brolagte gader kantes af lave, dekorative bindingsværkshuse, bor Lisbeth og Bent, der har Byhaven i Ebeltoft. Sidste år besøgte de os, og i år gengældte vi besøget og fik en rundvisning i deres have, der er noget helt specielt.
Shhh – vi har sådan en. Sådan en med det der navn, der er særdeles politisk ukorrekt. Ja, den har ikke skiftet navn endnu. Den hedder virkelig Tobakspibeplante.
For nogle uger siden anmeldte jeg Lotte Bjarkes bog, Slip Haveglæden Løs, og siden har jeg så gerne villet besøge Lottes have og se, hvordan hun selv har virkeliggjort sine havedrømme.
Når man ikke selv passer sit drivhus, er det da godt, at andre gør det.
For drivhuset har været lidt forsømt. Fortsæt med at læse “En tudse, der ikke er tudsegammel”
Dalsgaard i Skivholme 