Rododendron hjemme i haven

Efter besøget hos Rhododendron-Haven i søndags gik jeg en tur rundt og kiggede på de rododendron, der bor her hos os.

De ser nu heller ikke så tossede ud. Der er ikke så mange, men det er jo heller ikke en samlerhave. De rododendron, der er, er samlet i to bede. Et stort bed med store rododendron

og et lille bed med små rododendron/azalea.

De store står i baggrunden i skovhaven og danner en smuk grøn mur hele året, når de ikke blomstrer. Nogle uger hvert år bryder bedet ud i sang og står med de smukke hvide, lilla og lyserøde blomster.

Når de er færdige, har vi en sen art, der blomstrer videre et par uger endnu.

De små danner en lille, grøn ø, når de ikke blomstrer, og et kulørt mekka, når de gør. Den lille, lilla var meget mere mørklilla i starten. Den udvikler sig til at blive lysere og lysere, men det gør nu ikke noget.

Den rosa er begyndt at få lysere kanter, når den blomstrer.

Det gør nu heller ikke noget. I bunden af bedet står der primula – aurikler, som de kaldes her i Skivholme, uanset om de er primula eller aurikler. Sådan er det bare.

Det skaber lidt farvetrængsel, for selvom jeg hvert år flytter dem, der ikke passer i farverne, har de krydset sig igen til næste år. Men – det gør heller ikke noget.

For i størstedelen af året er rododendronbede grønne, rolige oaser i haven. At de så spræller lidt i maj og juni? Jamen, lad dem dog få den glæde med – og give os lidt farvefryd med på vejen.

Rigtig god tirsdag (der føles betænkeligt som en mandag…)

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 kommentarer til “Rododendron hjemme i haven”

  1. Det er da helt rigtigt formuleret: Bedet bryder ud i sang. Her er det operakoret i et godt miks med pigekoret tilsat et par lokale entusiaster, der næsten synger rent 😉

    Like

Der er lukket for kommentarer.