En af de dejlige ting ved at bo på landet er rapsmarkerne i maj. De lyser og stråler, og deres intense gule farve skaber en smuk kontrast til grønne nabomarker og enten blå himmel eller grå skyer.
Der er rigtig mange rapsmarker heromkring. Også selvom man kun kan dyrke raps på en mark hvert femte år. Raps er en kålplante, og jorden skal have tid til at komme sig efter sådan nogle kålfyre, før man kan dyrke dem det samme sted igen. Raps er i det hele taget en lidt besværlig afgrøde, der skal plejes meget. Men prisen for de små, sorte frø er god.
Indtil for få år siden skulle raps skårlægges – altså klippes af, før man kunne høste frøene. Nu har man opfundet et skær, der kan høste dem med det samme som korn. Teknologisk udvikling – herligt.
Men dyrker man ikke raps selv, kan man nyde de andres marker. For det er så smukt, og det er indbegrebet af maj.
På en gåtur op til kirken (en god konditur – op ad bakke 2 km i streg) for et par dage siden, gik jeg ind i en rapsmark – jeg gik selvfølgelig i køresporene, for man tramper jo ikke bare ind i folks marker. Men at komme så tæt på den høje afgrøde er noget særligt. De fleste af planterne er højere end mig. Og det er som at stå i et gult hav.
Markerne summer af bier, og mange steder ser man også bistader stillet op i nærheden af de blomstrende marker. Desværre er det ikke den bedste honning – den smager lidt, som markerne lugter: en lidt fad, sødlig duft. Men til madlavning og bagning er rapshonning helt fin. Man kan kende den på, at den er meget lys og meget stiv, hvis du skulle være i tvivl.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg elsker det danske landbrugslandskab med dets marker og hegn afbrudt af enge, skove, søer og ådale.
Det er der også mange dyr, der gør. Rådyr og harer nyder godt af de vintergrønne marker. Man kører sjældent en tur heromkring uden at skulle holde tilbage for enten en hoppende hare eller et rådyr. De er ikke så trafiksikre, så vi kører stille og holder godt øje. Grævlingen møder vi også af og til, nu den er stået op fra sit vinterhi.
Da jeg gik ind i rapsmarken skræmte jeg en lille flok agerhøns. De fløj op og landede igen nogle meter længere inde i marken. I græsmarker og kornmarker bor lærkerne, og deres triller fulgte mig hele vejen ud og hjem.
Hjemme igen kiggede jeg ud af vinduet på førstesalen. Også derfra kan man se den store rapsmark.
Det er ikke Morten Korch idyl. Det er virkelighed, og det er moderne landbrug. Ikke noget stenbro-biologerne bryder sig om. Men vi føler os velsignede, fordi vi bor her.
God fredag – dagen mellem Kristi Himmelfart og weekenden – det svenskerne kalder en ‘klemdag’.
Dalsgaard i Skivholme 