Man bliver altså bare helt ør i hovedet af maj. Det går så hurtigt, det er så overvældende, og det er så smukt. Hvert år synes jeg, at maj er endnu smukkere, end den plejer at være. Det er nok lyv. Der sker bare så meget, at det er svært at huske det hele fra år til år og at rumme det hele i nuet.
Hver dag springer noget nyt ud, og noget andet forsvinder. Lige nu står æbletræerne, pærerne, kirsebærrene og hægen hvide – for få dage siden var de bare knopper. Det store æbletræ på marken er en blomstrende hytte, når man sætter sig på bænken under det.
Hægen spreder sin duft ud over landskabet.
Den skønne duft af forsommer, når man sniffer dem ude – en fæl lugt af kattetis, hvis man tager dem ind.
Sådan er det i øvrigt også med hvidtjørnen, der er den næste hvide bølge, der skyller over landskabet.
Mens vi er ved det, skal vi så repetere de syv hvide? De syv hvide bølger, der viser os, hvor langt vi er kommet i foråret. Det starter med mirabellerne. Så er det forår, men koldt endnu. Dernæst kommer slåen. Så kommer kirsebærrene – både de tamme
og de vilde
skarpt fulgt af æbletræerne. Hægen kommer lige i hælene på æbletræerne. Det bliver nu hvidtjørnens tur og til sidst, i juni, blomstrer hylden. Så er det sommer.
Rækkefølgen er altså: mirabel, slåen, kirsebær, æbler, hæg, hvidtjørn og hyld. Syv hvide.
Alle de hvide bølger følges skridt for skridt af en grøn eksplosion. Alt springer ud og vokser som betalt for det.
Nu er egetræerne også på vej.
Og så har jeg slet ikke nævnt alle blomsterne i haven eller de gule rapsmarker, der omgiver os i al deres pragt. Men pyt – der skal vel også være lidt til en anden dag, og hele maj kan bare ikke rummes i et øjebliksbillede, vel?
God onsdag – dagen før Kristi Himmelfart.
Dalsgaard i Skivholme 