Har du en pose gamle kartofler liggende? En med lidt kedelige vinterkartofler? Og har du grøntsager og parmesan i køleskabet og basilikum i vindueskarmen? Så kan du hurtigt forvandle dem til en italiensk kartoffeltærte. Et lag krydret kartoffelmos, et lag basilikum og et lag stegte grøntsager, afsluttet med endnu et lag kartoffelmos og et gavmildt drys parmesan.

Det er egentlig så enkelt, når man først har fået ideen. Jeg så ideen i et madblad i Italien, og selvom jeg ikke kunne læse teksten helt, kunne jeg sagtens forstå ideen. Så vi tog hjem og prøvede. Med stort held. Hvis du også vil prøve – og det synes jeg bestemt, du skal – skal du bruge:
Til mosen:
750 g kartofler
Omkring 1 dl mælk
30 g revet parmesan eller grana
Salt
Til grønsagsfyldet:
En god håndfuld grofthakkede basilikumblade
1/2 aubergine
1/2 squash
1 peberfrugt
1/2 porre
10 cherrytomater skåret i halve
3-4 fed grofthakket hvidløg
Olivenolie til stegning og smøring af fadet og ekstra parmesan/grana til drys
- Skræl kartoflerne, skær dem i tern og kog dem meget møre i vand uden salt. Mos dem, rør mosen fast med lidt salt, rør den igen blød med mælk og rør parmesanen i. Husk, at osten er salt, så tilsæt kun lidt salt fra starten.
- Mens kartoflerne koger, gør du grøntsagerne i stand. Skær aubergine, peberfrugt og squash i tern, hak hvidløgsfeddene og skær porren i skiver. Skær cherrytomaterne over i halve.
- Steg grøntsagerne i olie på en pande, til de er møre, og væden fra dem kogt væk. Her er det smart at tilsætte lidt salt med det samme. Det trækker væden ud af grøntsagerne, og du kan derfor nøjes med mindre olie.
- Pluk basilikumblade og hak dem.
- Riv parmesanen på den fine side af rivejernet.
- Smør et 20×20 cm ovnfast fad med olivenolie og fordel halvdelen af mosen i bunden af fadet.
- Drys mosen med basilikum.

- Fordel de stegte grøntsager ovenpå.
- Dæk grøntsagerne med resten af kartoffelmosen og drys med parmesanen.

- Bag i ovnen på 200 grader varmluft, til toppen er gyldentbrun og fyldet bobler i kanten – ca. 20 minutter.
I al sin enkelhed er det en rigtig lækker ret. Sådan er jo tit med enkle retter. Retten kan gøre det ud for en hovedret – drys eventuelt lidt ristet italiensk skinke over – eller den kan bruges som tilbehør.

Du kan bruge andre grøntsager, hvis du har rester, der trænger til at blive brugt op. En pose spinat, der begynder at hænge med næbbet for eksempel? Det er en rigtig reste-venlig ret, en ryd grøntsagsskuffen-ret, og er tomaterne ved at blive lidt runkne, og auberginen lidt iltet i overfladen, gør det ikke spor.
God fredag.