Fire opskrifter til én stor kylling

Jeg lovede da vist, at jeg snart ville skrive lidt om mad igen. Det er lang tid siden, der er kommet nye opskrifter. Det er ikke, fordi vi ikke har lavet mad hjerhjemme – det har vi, og vi har da også lavet god mad. Jeg har bare mest brugt mine gamle opskrifter, hvor indkøbene nemt kunne planlægges. Ingen har vel lyst til at gå mere på indkøb end nødvendigt for tiden.

Så i dag handler det om en kylling – en af de store på 1600 gram, som blev til mad fra flere forskellige lande i flere dage. Selvom grænserne er lukkede, kan vi da heldigvis stadig smage lidt på den store verden herhjemme.

Første stop var Sicilien. Lår og overlår blev skåret fra og lavet til Siciliansk Solskinskylling. Kylling med citron, kapers, oliven, hvidløg og cherrytomater. Citron og kylling er altid godt sammen.

Imens retten var i ovnen kogte jeg resten af kyllingen sammen med en gulerod, en stængel bladselleri og et løg. Så var der suppe til en anden gang.

Suppen endte i fryseren, og det ene bryststykke blev dagen efter lavet til Pulled Peanut Chicken. En tur til Asiens krydrede køkkener.

Pulled chicken må gerne få et syrligt modspil, og det fik vi med Thai-inspireret agurkesalat. Agurkesalat med chili, rødløg og koriander – frisk, sød, sur og krydret. Den agurkesalat er altså stærkt vanedannende…

Det sidste bryststykke blev brugt til hønsesalat. Vi spiser jo frokost herhjemme for tiden, og så er det rart med lidt lækkert. Hønsesalat med friske champignon, asparges og sprødstegt bacon i en hjemmerørt dressing. Det smager altså noget så godt på nybagt rugbrød.

Nu er der kun suppen tilbage – måske det er tid til lidt af den krydrede thaisuppe, Tom Yam fredag?

Vil du have mere inspiration til retter med kylling, kan du finde dem lige her: Dalsgaards opskrifter på retter med kylling.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Fire opskrifter til én stor kylling”

  1. Kære Karen
    Du formår som ingen anden at få det til at lyde enkelt, hvad det i bund og grund også er.
    Du burde holde et kursus for madbloggere. Jeg er nemlig grundigt træt af madblogge, hvor jeg først skal forbi seks billeder af en tomat fra alle sider! inklusiv 150 linjer selvros, inden jeg endelig kommer til ingredienslisten og kan se, om det er relevant for det jeg søger.
    Hvad med et online-kursus disse tider ;-))))))
    Den pullede med syrligt modspil skal jeg prøve som det første.
    Kh Lisbeth

    Liked by 1 person

    1. Tak, Lisbeth. Mad skal bare ikke være besværlig. Livet er for kort til alle de overvejelser om valg af tomatsort 🙂 Pulled peanut chicken er virkelig en lækkerbisken, og agurkesalaten bliver du nok afhængig af. Den egner sig til alt – også det, den ikke egner sig til, fordi man bare gerne VIL have den til.
      Jeg skal til Zoom afdelingsmøde om lidt. Det virker faktisk rigtig godt, og jeg har haft vildt arbejdstravlt i alle tre uger, så der er ikke tid til et kursus 🙂
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.