Tom Yam – den stærke, duftende thaisuppe

En duft af fremmede egne, en smag af langt borte i de varme lande. Syrlig, sødlig, krydret, hot – alt sammen i en lille skål. Det er nok derfor, så mange af os er helt pjattede med Tom Yam.

Som forret til fire personer skal man bruge:
12 store tigerrejer
3 lime
Et stykke frisk ingefær som på billedet
2 stænger citrongræs
2 små løg
4 fed hvidløg
4 store champignon i tynde skiver
Sambal Oelek efter smag – men suppen skal altså være stærk, så mindst en hel teskefuld
1 spsk – måske lidt mere fish sauce
1 spsk sukker
1,5 l hønsebouillon
Lidt rapsolie til at stege i
Frisk koriander

Start med at gøre det grønne i stand – alt undtagen champignonerne skal koge med. Pil løgene og skær dem i grove skiver, skræl ingefæren og skær den i knap så grove skiver, pil hvidløgsfeddene og halver dem. Tag de yderste blade af citrongræsset og skær det i ca. 5 cm lange stykker.

Pil rejerne og fjern den sorte streng i ryggen på dem.  Gem skallerne.

Så går vi i gang med selve suppen:

Varm olie op i bunden af en gryde og steg rejerne et par minutter, til de er lyserøde. Tag dem op igen og steg så skallerne, til de også er lyserøde.

Kom grøntsagerne ved, rør rundt og tilsæt bouillon. Pres limefrugterne og tilsæt saften. Tilsæt sambal oelek og fish sauce og sukker og lad det hele koge et kvarters tid. Smag til med måske lidt mere chili, salt/sukker og fish sauce.

Si suppen.

Billede4

Kom suppen tilbage i gryden, kog den igennem, smag til en sidste gang. Kom champignoner i skiver i suppen, tilsæt også rejerne og lad dem lige varme igennem.

Fordel rejer og champignon i  bunden af skålene, hæld suppen over og drys med koriander.

Så er der suppe, så de små thailanske engle synger…

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

3 kommentarer til “Tom Yam – den stærke, duftende thaisuppe”

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: