Sprød skorpe og blødt, appelsinduftende indre. Jeg bagte hele tre af de her lækre, svampede, bagte cheesecakes med appelsin, da vi holdt fødselsdag i lørdags. Det er en rigtig god – og ikke særligt besværlig – kage.
Opskriften er fra Arla, men jeg brugte en anden dej til bunden. Den ‘sædvanlige’ – den jeg ved er driftsikker. Jeg tænkte, at en dag, hvor der skulle laves mad til 18, ikke lige var den rigtige dag at begynde at eksperimentere…
Og dejen opførte sig da også præcis, som den skulle – og som den plejer. Opskriften får du her – det er den samme, jeg bruger til alle søde tærter:
200 g mel
3 spsk flormelis
75 g smør
1 æg
1 spsk vand
Bland mel og flormelis og gnid smørret ind i melet. Brug gerne en minihakker eller food processor. Det tager kun et splitsekund at smuldre smørret i melblandingen på den måde. Så skal dejen samles med et æg og en spsk vand. Ælt ikke for grundigt – dejen skal kun lige hænge sammen. Lad dejen hvile i mindst en time på køl.
Jeg lavede dejen dagen før. Jo mere, man kan nå dagen før, jo bedre…
Rul dejen ud, læg den i en springform, forbag den i 10 minutter på 200 grader og lav fyldet.
Opskriften på fyldet står i Arlas opskrift, men du får den lige igen her med mine kommentarer:
200 g flødeost. Jeg brugte den fra Lidl, der koster det halve af Buko og Philadelphia. Jeg synes, den er lige så god.
1¼ dl friskpresset appelsinsaft – det er saft fra ca. to appelsiner
2 æg – delt i blommer og hvider
85 g sukker
2 tsk fintrevet appelsinskal – øko, så man kan bruge skallen. Det passer også meget godt med saften fra de to appelsiner.
1½ spsk hvedemel
50 g smeltet mørk chokolade
Pisk osten blød med appelsinsaften. Tilsæt æggeblommer, appelsinskal og sukker og mel og pisk det godt igennem. Jeg glemte faktisk melet, men det betød absolut ikke noget for kagen. Den var fint skærefast alligevel.
Pisk æggehviderne så stive, at du kan vende skålen på hovedet, uden at de falder ud (test ikke for tidligt 😀 ), og bland dem i.
Hæld fyldet over i den forbagte bund. Smelt chokoladen og dryp den over kagen – det blev helt automatisk til et spiralmønster, da jeg prøvede at ryste chokoladen af en ske, og så blev jeg ved med det. En større kunstner kan måske finde en anden måde at fordele chokoladen i sirlige mønstre? Den bliver liggende, hvor den er…
Nu skal kagen bare bages en halv times tid – stadig på 200 grader. Lad den køle af, før du sætter kniven i den.
Jeg havde lavet en skål cognaccreme til, for selvom kagen er svampet, tager den ikke skade af sådan lidt cognaccreme. Det er der ikke mange kager, der tager skade af… Opskriften på den finder du her.
God torsdag.
Den ser dejlig ud.. Men jeg ville have gættet på, at du havde cirklet chokolade over efter bagningen. Bliver chokoladen ikke ødelagt af en tur i ovnen?
LikeLike
Det er så lidt, at man faktisk ikke smager den meget. Men den bliver fint liggende, hvor den er 😊
LikeLike
mmmmmmm…..
Lægger du bare dejen i bunden uden at trykke den op ad siderne?
Kh Lisbeth
LikeLike
Nej, den bliver trykket op ad siderne – ligesom til en almindelig tærte. Og den glider også lidt ned igen – ligesom med en almindelig tærte 🙂
Kh, Karen
LikeLike
Ææææælsker bagt cheese cakes
Kender flere forskellige
Med flødeost kvark og creme fraiche
Men elsker dem alle sammen
God Torsdagsdag til alle cheese cake elskere
LikeLiked by 1 person
Hej Karen
Den kage ser superlækker ud og din dej ser fin og glat ud. Lader du den lige temperere, når du tager den ud af køleskabet. God dag😊
LikeLike
Hej Henriette,
Nej – jeg begynder at rulle med det samme. Det varmer den nok op, og den er lettest at have med at gøre, når den er kold.
Også rigtig god dag 🙂
LikeLike