Søndag aften blev græsset klippet. Mandag blev det spredt ud med traktorriven. Tirsdag lå det og tørrede i blæsten, og onsdag var det de helt store maskiners tur.
Det blev revet sammen i baner med en kæmpe traktorrive.
Det blev presset til baller.
De blev samlet øverst oppe på græsmarken, hvor der er nogenlunde fladt.
Og der blev de pakket ind i mange, mange lag plastic.
Nu ligger det så der, smukt stablet. Madpakker til køerne.
Himlen bliver mere og mere grå, det ser ud til regn. Lad det så bare regne. Nu er græsset pakket. Vi trænger til regn. Haven hænger – ja selv skvalderkålene ser trætte ud. Og regn vil få græsset til at gro igen, så vi i juli kan tage andet slæt. Der skal meget til at mætte de mange, sorte komunde, når det igen bliver vinter.
I mens kan foderhækken bruges som putteplads for en fræk klappekalv. Heldig har overtaget pladsen for en stund.
God onsdag aften – nu vil jeg gå ned og lave mad – men jeg syntes nu lige, at glæden ved et vellykket første slæt skulle deles med jer.