Butikken – nu med lykkekløver

Tja, butikken og butikken. Det er nok så meget sagt. I B&B’en har jeg et skab med forskellige småting til salg. Mange kan godt lide at have ‘lidt med hjem’, når de har været et sted. Sådan har jeg det også selv – elsker at have lidt ‘etellerandet’ med hjem som minde om, hvor jeg har været.

Man kan købe hjemmelavede kort med silkestoffer i passepartout.

Billede3

Faktisk fik jeg ideen fra et par gæster, der skulle til bryllup. De havde glemt kortet derhjemme. De spurgte, om ikke jeg havde et, de kunne købe, og jo da – jeg havde jo ‘i privaten’. Siden har der stået kort i B&B’en også.

Man kan købe hjemmelavet syltetøj.

Billede2

Det samme, der lige er blevet serveret til morgenmaden – så kan man få lidt af den gode smag og feriefølelse med hjem.

Nu har jeg udvidet med nogle få hjemmelavede betonting. Blade, fugle, engle og vaser.

Billede1

Og senest en kasse med fine potter af overskudsplanter – lykkekløver i 3 farver.

Billede3

Mine store potter med lykkekløver stammer fra et enkelt løg af de brogede, og en enkelt plante af henholdsvis de røde og de lysegrønne. Det lille løg fik jeg for 15 år siden, og de andre er købt for godt 10 år siden. De breder sig så dejligt og kan deles hvert år.

Nu kan andre starte en tilsvarende årelang produktion. I weekenden rejste et par af potterne til nye hjem i Belgien. Sjovt at tænke på, at belgiske potter kan komme til at bugne af lykkekløver fra Skivholme i løbet af nogle år.

Billede10

Når jeg kigger på min lille ‘butik’, er jeg ret stolt. Smiler faktisk fra øre til øre. Jeg har selv lavet det hele, og det er sådan en dejlig følelse. En følelse af at kunne. En ‘Yes We Can’ følelse. Sådan en er god at gå ud i verden med – uanset hvad det nu er, man kan.

God tirsdag.

Heldig igennem 3 måneder

I dag er Heldig blevet 3 måneder gammel. Heldig, vores klappekalv, som moderen ikke ville have, og som vi har fodret op. Hende, der var så lille, og som de fleste sagde havde dårlige chancer for at overleve. Og hvis hun gjorde, ville hun nok blive lidt skravlet.

Hun er nok tre gange så stor som dengang og følger fint med de andre kalve i udvikling. Hun følges med flokken, og hun leger med de andre kalve. Heldig…vis har de fleste ikke altid ret.

Hun er stadig en kælebasse. Hvis hun kan komme til det, nupper hun en af vores fingre og sutter på den, selvom hun nu, hvor hun ikke får mælk mere, egentlig burde være ‘for gammel’ til det pjat.

Men hun finder tryghed, når hun står der med lukkede øjne og læner sig – efterhånden tungt – ind mod en af os og sutter af hjertens lyst, mens vi klør hende på halsen. Babyer får en narresut – Heldig får en finger. For det er jo i bund og grund det samme. Vores tre måneders baby vejer bare tæt på de 60 kilo – og træder lidt hårdt med sine spidse klove, når hun vil så tæt på, at hun tramper os over tæerne.

At man kunne komme så nær på vores kønne, frække og charmerende, men halvvilde kalve, havde vi end ikke drømt om. Når Heldig ser os, muher hun højt og kommer drønende. Hun er helt klart lykkelig over at se os – også når vi ikke har mad med. Og vi smelter totalt, når vi ser hendes klovnede kalvenumre og ubændige livsglæde. Det er skønt at være Heldig.

Men hvem har været mest heldig?

God torsdag.