Søndag kl. 22.27

Månen er stået op, men det er stadig lyst, og der er stadig aktivitet på markerne omkring Skivholme.

Nabo Lars slår vores græsmark.

Bondemanden henter kalven til aftenfodring.

Der spises natmad,

og så skal hun følges tilbage til flokken igen.

Vi går tilbage, vasker spanden, gryden og termometret. Der skal gås tissetur med hunden og hentes brød op fra fryseren til i morgen. Så skal der lige checkes nyheder og mails, og endelig er det tid at sove. Så længe det varer.

For mandag kl. 06.15 er vi badede, påklædte og i gang igen:

Mælken skal varmes, kalven skal hentes, fodres og bringes, hunden skal luftes, katten skal fodres, spanden skal vaskes, gryden skal vaskes og termometret ligeså. Bondemanden skal i sin egenskab af leasingmand til møde hele dagen to timers kørsel herfra.

Når han er kørt, skal der hentes mælk til kalven, gøres rent i B&B’en, der skal luftes hund igen, og så er det undertegnedes tur til at tage på arbejde.

Hjemme igen ca. 16 i dag. Så skal der varmes mælk, og hele møllen starter igen. Kl. 18 er Bondemanden hjemme, og det nyslåede græs skal spredes over marken med riven, så det kan tørre, før det skal pakkes. Jeg skal vise B&B’en frem, lave mad plus det løse – støvsuge hundehår og den slags. Tiden iler, og klokken bliver hurtigt 22 igen, så der skal varmes mælk etc.

Men… danskerne skal bestille noget mere, siger de. Jeg ved ikke, hvem de der ‘danskere’ er, som de altid de snakker om. Det er i hvert fald ikke nogen her omkring. Det må da være ovre i Udkantsdanmark – der ovre, hvor man rammer en svensker, hvis man spytter lidt for langt?? Jeg skal ikke gøre mig klog på det, for jeg skal op og hente mælk.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: