Heldig igennem 3 måneder

I dag er Heldig blevet 3 måneder gammel. Heldig, vores klappekalv, som moderen ikke ville have, og som vi har fodret op. Hende, der var så lille, og som de fleste sagde havde dårlige chancer for at overleve. Og hvis hun gjorde, ville hun nok blive lidt skravlet.

Hun er nok tre gange så stor som dengang og følger fint med de andre kalve i udvikling. Hun følges med flokken, og hun leger med de andre kalve. Heldig…vis har de fleste ikke altid ret.

Hun er stadig en kælebasse. Hvis hun kan komme til det, nupper hun en af vores fingre og sutter på den, selvom hun nu, hvor hun ikke får mælk mere, egentlig burde være ‘for gammel’ til det pjat.

Men hun finder tryghed, når hun står der med lukkede øjne og læner sig – efterhånden tungt – ind mod en af os og sutter af hjertens lyst, mens vi klør hende på halsen. Babyer får en narresut – Heldig får en finger. For det er jo i bund og grund det samme. Vores tre måneders baby vejer bare tæt på de 60 kilo – og træder lidt hårdt med sine spidse klove, når hun vil så tæt på, at hun tramper os over tæerne.

At man kunne komme så nær på vores kønne, frække og charmerende, men halvvilde kalve, havde vi end ikke drømt om. Når Heldig ser os, muher hun højt og kommer drønende. Hun er helt klart lykkelig over at se os – også når vi ikke har mad med. Og vi smelter totalt, når vi ser hendes klovnede kalvenumre og ubændige livsglæde. Det er skønt at være Heldig.

Men hvem har været mest heldig?

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

11 kommentarer til “Heldig igennem 3 måneder”

    1. Det er jo race af små køer, så hun er faktisk ikke så stor. En voksen ko er kun omkring 105 cm til skulderen. Vi slagter også først vores ungdyr, når de er halvandet år gamle – før er der simpelthen ikke kød nok på dem. De store racer slagter man jo allerede i 8-9 måneders alderen, og der er de langt større end vores nogensinde bliver.

      Like

      1. Jeg kan godt lide, at det er en langsomt voksende race, det giver en bedre smag og gladere dyr. Det virker så voldsomt med de der kæmpe kødracer. Vores får er også en gammel race, der ikke bliver særlig stor, men smager fortrindeligt.

        Like

    1. Ja, du skulle se hende nu, når hun lille og fiks møver sig ind blandt de store køer for at få en bid fra foderhækken, før det bliver hendes tur. Det lyder utroligt, men vores førerko ved, at hun er ‘vores’ og ikke har en ko-mor, så hun får lov til ting, de andre kalve end ikke ville turde forsøge på. Det er spændende at iagttage de ko-psykologiske spil, der foregår i sådan en flok.

      Like

    1. Ja, hun er bare dejlig. Navnet Heldig fik hun, fordi hun blev født den 16. maj, hvor bukkejagten starter, og Bondemanden hamselv sad nede i sit skydeskjul og så, at der var noget galt mellem mor og kalv. Derfor kunne vi nå at gøre noget i tide. Heldigvis!

      Like

  1. Hvor er det heldigt! Og hvorfor skulle hun ikke kunne overleve, bare fordi det er menneskemoren, der har fodret hende og ikke komoren? Det er jo sådan alle vores kalve overlever! Ved at få mælk fra menneskene???

    Like

    1. Jo Marianne, men hun fik heller ikke råmælken, så vi var bange for infektion i den første tid. Men hun fik rigtig 4,5 pct komælk, ligesom jeres gør, fra en gård ligesom jeres. Og det har bekommet hende vel. Fra hun var 10 dage gammel har hun også levet ude på marken sammen med de andre – der sagde mange (der har malkekøer), at vi skulle holde hende inde i en kalveboks og et mere beskyttet liv. Men hun var så ensom og forsøgte at bryde ud til de andre, så det nænnede vi ikke. Så måtte det briste eller bære. Og heldigvis bar det 😀

      Like

Der er lukket for kommentarer.