Søndagsstille

Rosie er hjemme igen efter operationen. Vi hentede hende på Tilst Dyrehospital i går formiddags. Alt gik, som det skulle, men hun er selvfølgelig slatten som en karklud og sover det meste af tiden. Det er godt, for man heler godt, når man sover.

I de næste 8-10 dage skal hun bare ud på små ture, mens hun vokser sammen igen.

Det var en forfærdelig dag i fredags. At hun var så tæt på at dø, havde jeg slet ikke forestillet mig. Men hunde viser ikke, hvor skidt de har det, før de pludselig ikke vil spise. Heldigvis kender dyrlægen tegnene bedre end os, og da jeg beskrev hendes tilstand, tog han hende ind med det samme (jeg vil slet ikke sige, hvor hurtigt jeg kørte på landevejen for at komme derind på et kvarter), og han fik hende opereret i løbet af fantastisk kort tid.

Jeg gik herhjemme og ventede med et halvt øre på telefonen hele dagen. Jeg fik ikke arbejdet meget. Det var ellers meningen, for der var en stor oversættelse, jeg skulle have færdig til mandag. Til gengæld fik jeg gjort hele huset rent, for nu var der jo ingen hjemme til at være bange for støvsugeren. Rengøring er godt den slags dage. Det kræver ikke meget tankevirksomhed og holder hænderne beskæftiget. Oversættelsen kan jeg jo bare lave i dag, mens Rosie sover. Når hun vågner, går vi en lille tur ud på marken og over til hegnet og tilbage igen. Og så er hun klar til at sove igen.

Hun har det mærkbart bedre på trods af slapheden. Hun har fået klare øjne igen – og halen kører som et piskeris, når der er mad i sigte.

Husbonden og Maggie er til endnu en markprøve,

og her er ganske stille bortset fra en blid snorken fra hundekurven. Tænk, hvor tæt vi var på at miste den stille snorken. Jeg er taknemmelig over, at vi to kan nyde den søndagsstille ro sammen.

God søndag.