Vi har længe vidst, vi havde Rosie på lånt tid. Med nyrer, der stort set ikke virker, lever man ikke længe. Men efter hun var så syg i januar og kom sig så meget, hun fandt appetitten og livslysten igen, kom vi ind i en ny gænge. En ny ‘normal’.
Men så blev det ret pludseligt rigtig skidt med hende. Vi kunne høre, hendes lunger var ved at fyldes med vand, hun var kortåndet, og hun ville ikke have sin mad. Det var blevet tid til at ringe og bede dyrlægen om at komme. Det var et meget, meget vemodigt øjeblik, for Rosie var en helt særlig hund.
Hun havde levet et omskifteligt og spændende liv. Født i Nordirland, hvor hun blev toptrænet og blev en fænomenal jagthund og markprøvehund. Da hun var fire, kom hun til Danmark for at fortsætte karrieren – og få hvalpe, der kunne arve alle de gode egenskaber, hun havde: opmærksomhed, ro, loyalitet, intelligens. En mere kærlig hund skal man lede længe efter. Hendes store omsorgsgen kom til udtryk, når hun havde hvalpe – og hun nåede at få fire kuld. Hun blev derfor også brugt som ‘Mary Poppins’ for mange små hvalpe, der havde brug for en dosis af hendes kærlige og rolige væsen.
Da hun var otte, lånte vi hende til at sætte skik på vores problemhund, Fie. Det gik slet ikke, men pyt med det nu. Vi fik lov at købe Rosie, der allerede var fuldt integreret i familien. Der fulgte et par rolige måneder, hvor Rosies ro var med til at give os mod på igen at få en hvalp. Den hvalp var Maggie, der også viste sig at være en kærlig, sød, sjov og dejlig lille hund.
I de fire år, der er gået siden, har vi levet sammen alle fire i et lille hundeparadis. De to kærlige hunde, der puttede sammen, gik ture sammen, tiggede godbidder sammen – det har været ren fryd.
Men alting har en ende. Rosie blev ældre, hun blev døv, og gigten plagede hende lidt, så det ikke gik så hurtigt mere. Hun klarede sig dog fint med tegnsprog og med sit gode syn og lugtesans, og til det allersidste var hun lykkelig for at finde dummies i græsset – også selvom hun vel har hentet nogle tusind fasaner i sit lange jagtliv.
Vi vil altid huske hende med kærlighed, og vi vil altid glædes over den gode indflydelse, hun har haft på Maggie, der er en raket ude og en kælepot inde. Vi er også sikre på, at Rosie har nydt sit pensionistliv hos os.
Nu er Rosie begravet oppe ved den store hæg, hvor Christie og Puma også ligger. Et smukt sted til en smuk hundesjæl. Vi tuder lidt hele tiden, selvom vi ved, der ikke var andet at gøre, og at ethvert liv kommer til en ende. Men savnet er stort – også for Maggie.
God lørdag.
Dalsgaard i Skivholme 
Kære i to
Ja det måtte jo ske – men selv om man er forberedt, mildner det jo ikke savnet – vi tænker på jer og på Maggie.
Kh. Karen
LikeLike
Tak, Karen. Det er tydeligt også hårdt for Maggie. Hun forstår bare ikke, hvorfor der ikke er en Rosie længere…
Kh, Karen
LikeLike
Hej Karen og husbond.
Så blev det tid til at sige farvel til jeres elskede Rosie. Af din “nekrolog” kan jeg virkelig fornemme, hvilken speciel hund hun har været for jer, og det er så fint skrevet.
Også jeg får tårer i øjnene. I har gjort det godt for hende og givet hende den bedst tænkelige sidste tid.
Der bliver et savn for jer, – men også for Maggie. Hvordan mon hun kommer til at reagere? Hun må nok over-forkæles i den kommende tid.
Hav det godt og mange hilsner
Bodil.
LikeLike
Tak, Bodil. Ja, det var netop en nekrolog, jeg skrev for Rosie. Hun fortjente det, syntes jeg. Ingen elsket hund er almindelig, men nogle er særligt ualmindelige og har en historie at fortælle.
Maggie savner helt klart Rosie meget, og du kan tro, vi tager os ekstra godt af hende. Et hundehjerte kan også føle sorg.
Mange hilsener, Karen
LikeLike
Jeg føler med jer.❤️ Det er SÅ svært at miste et elsket familiemedlem. ❤️
LikeLike
Tak, Birte <3. Det er det, og alle, der haft dyr, kender det jo. Det er så trist.
LikeLike
❤️
LikeLike
Det er så trist at sige farvel til et elsket kæledyr. Jeg føler med jer. Du skriver så rørende, at jeg sidder her med tårer i øjnene. Kondulerer – hun har haft et godt liv.
LikeLike
Ja, Lisbeth, du kender det jo også. Man bliver så glad for de kræ, og de bliver familie.
Kh, Karen
LikeLike
Altså, du har jo nævnt et par gange, at Rosie skrantede og at hendes tid var nær. Så vi, dine læsere, vidste jo godt, hvilken vej det gik.
Men selvom jeg aldrig har mødt Rosie, så blev jeg lidt sørgmodig, da jeg læste med i dag. For lidt “kendte” jeg hende alligevel gennem dine indlæg.
Kh katinka 🐾♥️🐾
LikeLike
Vi vidste godt, hvad vej det gik, men vi håbede, det ville gå lidt langsommere. Sådan er man jo – håber det bedste. Jeg er glad for, du følte, du kom til at kende hende lidt – det er vel ligesom karakterer i bøger eller film, som man også lever sig ind i 🙂
Kh, Karen
LikeLike
Åårrh hvor trist, jeg forstår godt Jeres vemod, hun har jo været en skøn hundesjæl at følge 🥰 og at sige farvel til et kært medlem af familien er hårdt. De bedste tanker til Jer alle 3 🙏❤
LikeLike
Tak, Annie ❤
LikeLike
Åhh det er da vist noget man aldrig bliver god til, jeg gør ikke – det er en sorg og et savn at tage afsked med en dejlig hund – selvom man ved det kommer.
Sender kærlige tanker
Med venlig hilsen
Tove Witt
LikeLike
Tak, Tove. Ja, det bliver man aldrig god til, og det er nok godt. Ellers var man jo noget koldhjertet.
vh/Karen
LikeLike
Det giver et stik i Hjertet hver gang man skal sende et af de firebenede Familiemedlemmer over Regnbuebroen og over på Regnbueengen
Sender de kærligste, varme, medfølende Tanker far Djævleøen
LikeLike
Åh ja – det gør det. Og historien om regnbuebroen er sådan en sød historie.
Kh til jer og hundene!
LikeLike
Tak Karen
Sådan har jeg lært det, da jeg kom i Familien med Hunde, at man sender de firebenede over Regnbuebroen til Regnbueengen når livet med menneskerne er slut. kærlige hilsen og en Trøste Krammer fra Hansi og Fruen
LikeLike
Det var nu en god historie om et dejligt hundeliv.
LikeLike
Tak, Helle. Ja, hver hund har sin historie, og mange af dem fortjener at blive fortalt.
LikeLike
Åh det så hårdt. Man ved fra den dag de kommer ind i ens liv, at der kommer en dag, hvor en svær beslutning skal tages, og det er lige hårdt hver gang. De fylder så meget i vores liv, de kære pelsdyr 🥰.
LikeLike
Det er jo lige sådan, det er, Birgit. Heldigvis fylder de meget i vores liv, og heldigvis har man glædet sig over og sammen med dem. Sorgen er jo en naturlig ting, når de ikke er der mere ❤
LikeLike
Jeg føler med jer. Det er så trist at skulle af med sin bedste ven. Det værste er næsten at man kan “høre” dem i lang tid bagefter. Da vi kom af med vores formel 1 kunne jeg stadigvæk høre ham løbe rundt om køkkenbordet længe efter han var død.
Bedste tanker til jer.
Vh. Cornelia
LikeLike
Tak, Cornelia. Du har fuldstændig ret. Man kan høre dem, og man kan se dem i øjenkrogen. Det er vores hjerner, der spiller os et puds, men det virker meget virkeligt.
vh/Karen
LikeLike
Ååhh det er så hårdt at sige farvel 💔💔 Jeg sender de varmeste og kærlige hilsner 🙏❤️
LikeLike
Tak, Charlotte ❤
LikeLike