En lang dag for Rosie

Klokken seks i morges kørte Husbonden og Maggie afsted til Fyn til træningsdag. De træner til markprøve, som Maggie nu er kvalificeret til at deltage i, efter hun bestod sin Working Test i august.

Rosie og jeg er derfor alene hjemme. Jeg arbejder hjemme i dag af samme grund og har siddet her ved køkkenbordet for at holde hende med selskab, siden de tog afsted.

For Rosie er ikke glad for at være alene. Hun er efterhånden totalt døv, og hun føler sig utryg, når hun er alene. Døvheden gør, at hun ikke kan orientere sig godt nok og følge med i, hvad der sker. Det er nok, at Maggie er der. Hun er ung og reagerer på alt, og Rosie læser hendes reaktioner. Men helt alene? Nej tak.

Køkkenstolen er ikke så god som kontorstolen, og den bærbares lille skærm er heller ikke så god som den store ovenpå. Efter fire timer foran den bærbare er jeg ved at være lidt stiv i ryggen og nakken og træt i øjnene. Men hvad gør man ikke for Rosie? Det er blevet lyst, mens jeg har siddet her, og udenfor regner og blæser det. Fra hundekurven høres en stille snorken. Det er ret hyggeligt.

Jeg vil nu vække hende, så vi kan komme ud på formiddagsturen, så snart jeg har trykket på ‘udgiv’, og bagefter skal ‘vi’ arbejde videre. Forstået sådan, at jeg arbejder, og hun sover.

Når Rosie er blevet tør efter turen, skal vi lege frisør. Hun trænger til at blive børstet og få klippet knotter væk under ørerne. Hun elsker at blive ordnet, så det er ingen pinsel – og så sker der noget i den lange ventetid.

Til sidst skal vi vaske gulv og igen gå tur, mens det tørrer. Og så er det vel snart ved at være tid til, at de to Fyns-farere kommer hjem igen, og alt igen falder på plads i Rosies verden. Lyde, hun ikke kan høre, men som hun kan fornemme. Maggies klikkende hundekløer på gulvet og husbondens ivrige fortællen om dagens begivenheder. Aftensmad, aftentur og hygge i stuen.

En stille og måske for nogen ganske begivenhedsløs dag. Ikke noget at skrive om, vel? Og alligevel. Hygge og kærlighed er altid værd at skrive om.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “En lang dag for Rosie”

  1. Maggie tegner da til at blive en god jagthund!
    Hvordan kan det være, at Rosie mister sin hørelse? Et uundgåeligt alderdomstegn?
    Tak for gode onsdagstanker!
    Vh katinka

    Like

    1. Selv tak, Katinka 😊 Det skyldes almindelig forkalkning, så ja et alderdomstegn. Det er trist, men der er ikke noget at gøre ved det. Maggie skal nok blive en god jagthund. Hun er en rigtig kvik bette en.
      Vh, Karen

      Like

  2. Åh, det lyder som en rigtig hyggedag. Vores kat er 15 år og er gammel, men han elsker at hoppe op og lægge sig til rette os og så må man jo bare tage den tid det nu tager. Lige pludselig en dag er de her ikke mere, og ja, vi når jo nok det vi skal 🤗

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.