Stort og småt fra hverdagen på landet
Her i anden halvdel af august ligner meget af vores have en efterårshave – alt for tidligt. Tørken fik mange træer til at begynde at smide bladene allerede i juli, og græsplænernes bare pletter efter vinterens muldvarpeskud blev aldrig dækket af nyt græs. Det ser faktisk lidt miserabelt ud.
Der er ikke andet for end at udvikle selektivt syn. Fortsæt med at læse “Augusthaven”
Sådan cirka en måned efter jeg egentlig havde planer om det, er der endelig blevet ryddet op, fejet, smidt ud og pyntet op i drivhuset.
Men bedre sent end aldrig. Fortsæt med at læse “Julehygge i drivhuset”
Det myldrer frem med fine, farverige grøntsager i drivhuset. Der er mørkerøde tomater – dem, der er næsten sorte, der er de små, klartrøde blommetomater, og der er de kønne gule tomater.
Drivhuse er oaser af foretagsom hygge. Lun luft, duft af planter og jord, ingen regn fra oven og ingen vind. Traditionelt har drivhusene været brugt til at fremavle de varmekrævende frugter og grøntsager, som var dyre og vanskelige at skaffe.
Men nutildags… Jamen, når mine tomater er ved at være modne, har man kunnet købe 5 kilo tomater for 25 kroner hos grønthandleren i lang, lang tid. 4 krumme agurker koster en tier fra længe før, mine overhovedet er begyndt at blomstre. Og dem, man kan købe, er vel at mærke som regel dansk dyrkede og med smag.
Det er altså ikke det økonomiske aspekt, der betyder det helt store længere.
Nogle vil sige, at deres hjemmedyrkede tomater er bedre, fordi de er uden gift. Jamen – dansk frugt og grønt ligger langt under grænseværdierne og er praktisk taget giftfri, så det går nok ikke så galt med det købte.
Nej, det jeg vil have i drivhuset er det kønne og det lidt mere specielle. Sjove sorter af tomater med forskellige farver. Og chili – masser af skønne, farverige og forskellige chilier, for dem finder man ikke bare hos grønthandleren.
Og så skal der være plads til blomster. Blomster og pynt. Pynt fra naturen som min lille, forladte fuglerede – og de fine tørre skærme fra prydløgene. Krogede grene og køn bark.
En lysekrone skal der også være – hvor passer en lysekrone bedre ind end i drivhuset? (Unskyld, bror og svigerinde – jeres i garagen er også flot…) Små opstillinger af kønne planter og ting – men også de små haveredskaber, jord og leca og et godt arbejdsbord til ompotning, til prikling og til at stå ved, når jeg laver kranse og dekorationer.
En blanding skal det være. Jeg vil have det hele – ganske ubeskedent. En blanding af spiseligt, nyttigt og pynteligt – og rigtig gerne noget, der er begge dele.
Sådan er vores drivhus efterhånden blevet, selvom det ikke er så stort igen, og jeg elsker at nusse derinde – fjernt fra verdens vrimmel.
God weekend.
Inde i drivhuset bor Skønheden og Udyret. Og som i Disneyfilmen – en af mine yndlings Disneyer – er Udyret en rigtig prins, og Skønheden en rigtig skønhed af den ikke helt almindelige slags. De lever lykkeligt sammen derinde i deres lune verden.
Alting står så smukt inde i drivhuset. Det er ikke regnet eller blæst i stykker, og sneglene har ikke ædt det hele. Det står, som det skal, og det er en fornøjelse at gemme sig for vind og regn derinde under glastaget, hvor der dufter af tomater.
Det synes Udyret, vores tudse – altså prinsen – også. Han bor i en væltet potte, hvorfra han betragter mig med sine tudseøjne, når jeg pusler og planter. Men kommer jeg med kameraet, bliver han genert, vralter om bag plantesækkene og gemmer sig i det grønne.
Vores drivhus er ikke kun fyldt med spiselige afgrøder, selvom de store aubergineplanter, chilierne og tomaterne fylder en del og laver en urskov, hvor en tudse kan forsvinde fuldstændigt.
Der er også blomster, der bare er til pynt. Rosenslyngeren slynger sig sammen med sommerblomster og potteplanter på ferie.
Og Skønheden nyder sin vinduesplads. Hun er en underskøn kalla, som jeg købte løg til i Aldi, da der var restsalg på løg i foråret. Der gik lang tid, før de første spirer dukkede op fra potten, og jeg havde næsten opgivet. Det var jo lidt sent på sæsonen, så måske var det for sent? Det var det ikke. Her er hun i al sin pragt. Skønheden.
For nogle år siden, havde vi en tudse, der overvintrede i en sæk med så- og priklemuld inde i drivhuset. Mon det er den samme tudse, der er der endnu? De siges jo at kunne blive gamle. Jeg skal i hvert fald sørge for, at han har et sted at gemme sig igen i år. Og løget til kallaen vil jeg også passe godt på, så de sammen kan finde ud af deres vinterhi næste år og igen nyde sommeren i drivhuset.
God fredag.
Det vælter ned. Byger med slud, regn og hagl forvandler næsten forårslandskabet til et vinterlandskab.
Men ikke helt. For midt i det hele står drivhuset – nyvasket og skinnende – og minder om, at der er varme og mange dejlige timer forude.
Timer med at prikle småplanter, timer med at plante om og plante ud. Timer i de skønneste omgivelser i duften af jord og planter.
Det er altid tørvejr inde i drivhuset. Der er altid læ. Og der er hyggeligt med blomster og pynt.
Den fine, forladte fuglerede Bondemanden fandt, da han beskar dronningebusken for nogle år siden holder endnu – i læ og tørvejr i drivhuset.
En lille betonfugl har bygget rede i en betonhånd. Hånden er støbt i en gummihandske.
Der skal være plads til både pynt og nytte i sådan et drivhus.
Endelig er tiden kommet, hvor jeg ikke længere behøver at gå og sige til mig selv, at ‘jeg altså også skal se at få det drivhus vasket og gjort klar’. Det er gjort. Det er lidt af en opgave det med den årlige drivhusvask. Ikke mindst, fordi jeg er slem til at gemme ting. Gamle potter, der måske kan bruges og en masse andet krimskrams. Derfor betyder rengøringen som regel også en kæmpe oprydning og en tur på losseren (ups – der var den igen – her i Skanderborg Kommune hedder det altså Værdiparken…)
Det hele er klart nu. Potterne står klar. Poser med jord og priklemuld står klar. Alt er så klar, som det kan blive. Vi mangler bare lige varmen. Nu hvor fuldmåneugen er overstået, kommer den vel? Hmmm – jeg har faktisk oplevet sne første maj… Det behøver vi ikke igen. Overhovedet ikke.
God onsdag.
Det var ikke kun Puma, der havde planer for weekenden. Det havde jeg også. Drivhuset skulle have været tømt, vasket og gjort klar, men med det vejr, vi fik serveret, ville det have været ret omsonst. Alt ville have været gennemvådt, og resten ville være blæst væk. Det havde ellers været dejligt, hvis det havde været overstået…
Det får altså vente til Store Bededag, der da heldigvis allerede er på fredag.
Man skal ikke lade sig slå ud, og om ikke andet var det da rigtig godt vejr til diverse indendørs projekter – til at male med kalkmaling, til at hækle og til at lave mad.
Grydelapper har man altid brug for, og de her er hurtige, nemme, gammeldags og derfor topmoderne. De er også tykke, vamsede og gode.
Mønsteret hedder vaffelmønster, så det er også lige i tråd med tidens hotteste madtrend, nemlig at tilberede stort set al mad i et vaffeljern. Sådan et har vi ikke, så jeg nøjedes med at hækle weekendens vafler. Vejledning til mønsteret fandt jeg her hos Tante Tråd – en rigtig god side med masser af opskrifter på hæklede brugsting.
Og så blev der malet lopper – en lille porcelænsopsats. Oprindeligt var den hvid og ret firseragtig. Nu er den French Grey, ligner en million og er lige til at sætte en lille blomst op på – inde eller ude.
Der blev også lavet mad – bagt småkager med lakrids og tranebær og lavet god weekendmad: Kalvemørbrad – både som tournedos og chateaubriand. Det er ikke en ny opskrift, men hvis du har glemt den, er den lige her.
Nu er det mandag. Men snart er det Store Bededag, og der vil jeg altså gerne bede om godt vejr, så drivhuset kan blive gjort klar. For hver dag, der går, er der flere og flere spirende kasser, der skal flyttes frem og tilbage… Og sådan set kan man jo hækle, male og lave mad hele året, mens drivhuset og haven er mest til forårs- og sommerbrug. Og det er altså forår nu…
God mandag.
Det eneste, der har opført sig ‘normalt’ i drivhuset i år, er chilierne. De strutter af velvære, og der er mange af dem.
Der er både milde og stærke, og det er ved at være den tid, hvor der bare skal høstes og spises los. Og så skal der syltes. For syltede chiliringe i madpakkesandwichen er blevet næsten en nødvendighed, og der skal være nok til hele vinteren.
Dem jeg sylter, det er de halvstærke Hungarian Wax. Det vil sige – det er vist ved at være en godt krydset Hungarian Wax, jeg har, for jeg bruger egne frø, og de forskellige sorter krydser sig jo muntert. Derfor er det lidt chili-lotteri: de kan se helt ens ud, men én er mild og en anden brændende stærk. Det giver spænding i tilværelsen…
Når chilierne er ved at være modne, er der en blog, jeg er inde på hele tiden: Vivis Chili. For Vivi har de skønneste opskrifter med chili, og de er anderledes end de opskrifter, man ellers ser. Prøv selv at se efter, hvis du ikke har været der før.
I aften vil jeg lave Atomic Buffalo Turds – eller Atompøller, som vi så kærligt oversætter dem.
Rent kaloriemæssigt er det ikke hverdagskost, men i dag er det jo fredag, ikke? Jo, det er det. Og så må man godt.
Rigtig god fredag!
Det spirer i minidrivhusene. Små, spinkle chilispirer stikker hovederne op – de ligner næsten karse.
Først spirede de robuste Hungarian Wax.
Lidt senere de næsten lige så livskraftige Jalapeno.
Og til sidst, drivhusets prinsesse, de kønne, lidt mindre og lidt mere sarte Peruvian Purple.
Man bliver så glad af at se sådan nogle små spirer her i februar. De er jo grundlaget for sommerens frodige drivhus.
Glæde til øjnene nu og senere – en hel del senere – glæde til maverne. For inden vi kommer så vidt, er der blevet udtyndet, priklet og plantet om flere gange.
Og nu må I ikke sige det til nogen – men det er altså mine egne frø fra sidste års chilier, jeg bruger. Mon den næste opskrift, jeg skal finde på, skal være opskriften på en kage med en fil i? Sådan en Bjørnebandekage? Så kan Bondemanden komme med den til mig i Tugt- Rasp- og Forbedringshuset, og jeg kan file tremmerne over og smutte hjem og prikle.
God fredag.
‘Nu skal der altså sås chili’, sagde jeg til Bondemanden. Han så modfalden ud. ‘Så er det slut med pæne vindueskarme indtil en gang i maj?’
Mjoh – det måtte jeg jo nok indrømme. For vindueskarmene i stuen er det bedste sted i huset til chilibørn. Man skal holde øje med sådan nogle små bøllespirer, ellers roder de sig bare ud i noget, kommer i dårligt selskab og får lus og den slags. Og de skal vandes og pusles og ikke mindst have opmuntrende tilråb og ros.
Rodede vindueskarme er en forudsætning for et frodigt drivhus, har jeg da altid ment. Så jo – vindueskarmene var besat indtil en gang i maj.
Så var det, Bondemanden fik en lys ide. Det gør han tit, men den her var rigtig lys. ‘Hvad med nogle små minidrivhuse?’ spurgte han. ‘Har de ikke sådan nogle i de havebutikker, du altid sidder og sukker over på nettet?’
Google afslørede, at IKEA havde nogle gode, pæne og funktionelle minidrivhuse til 129 kr.
Nu står der to af dem i vindueskarmen.
Det ser rigtig pænt ud – omend lidt bart endnu – og nu har jeg sået chili uden skrupler. Senere kommer tomater og agurker. Og græskar, og forskellige stauder, og…. der er meget, der skal forspires hen over foråret. Måske skal jeg have et par stykker til den anden vindueskarm også?
God fredag.
