En gul dipladenia bortført fra Piemonte

Gule dipladenia i Piemonte

Du kender det sikkert. Hvorend i verden man kører forbi et plantecenter, er det svært bare at køre forbi. Også i lande, hvor de planter, de sælger, ofte slet ikke er egnede til det danske klima. Alligevel skal man da lige ind og kigge.

Bare for at se, hvad der er populært på de kanter, og for at næh’e, ih’e og åh’e over, hvordan noget så eksotisk kan vokse i en have hele året.

I den lille by Silvano d’Orba er der sådan et fristende plantecenter. Det ligger på vejen til et stort supermarked, Basko, hvor vi tit handler. Denne gang besøgte vi også plantecentret. Selvfølgelig bare for at kigge, ikke?

Baggård i Silvano d'Orba
En baggård i Silvano d’Orba – renovering i gang, men mens man sparer sammen, kan man pynte med lidt blomster.

Der var ting, vi også ser herhjemme, som sommerblomster til udplantning, orkideer og sukkulenter. Og så var der et imponerende udvalg af tomater, chili og meloner til køkkenhaven. Der var kæmpestore, gamle oliventræer af den slags, der skal løftes med en kran. Og små oliventræer til udplantning af den slags, der med tiden kommer til at se sådan ud:

Krydderurter i kæmpestørrelse – de bruger rosmarin som hækplanter på de kanter – og blomstrende, eksotiske buske. Jeg faldt lidt i svime over en enorm gardenia

Stor gardenia i plantecentret

med det smukkeste farvespil i de store blomster. En dronning i buskenes verden.

Gardenia i Piemonte

Næsten til at overse, helt nede på gulvet, stod to rækker små dipladenia. Min yndlingsplante til bagvæggen i drivhuset. Der var det, jeg måtte gribe tegnebogen. For den ene række var gule dipladenia, og de var gudesmukke.

Plantecenter i Piemonte

Deres varmt gule farve var uimodståelig.

Gule dipladenia har jeg ikke set i butikkerne herhjemme – mærkeligt nok, for smukkere blomster er svære at finde. Den kan ikke leve ude hos os, men den kan bo i drivhuset om sommeren og overvintres inde. Og selv en lille dipladenia vokser sig stor og stærk på en sæson.

Den blev købt, og vi fik en snak med plantecenterets folk ved hjælp af få ord, Google og fagter. Så hyggeligt. Drivhus hedder serra på italiensk, ved jeg nu.

Den stod på terrassen og nød udsigten til bjergene, til vi skulle hjem.

Gul dipladenia i Piemonte

I bilen fik den en beskyttet plads, så den ikke blev mast af olivenolie, parmesan, vin og sommertøj, og nu står den i drivhuset, 1600 km fra sit fødeland, og venter på weekenden, hvor jeg vil indrette og hygge i drivhuset.

Så skal den få en plads af den slags, som dipladenia elsker. Lys, uden direkte sol og beskyttet mod den evige, danske vind. En større potte kan det nok også blive til. Sandblandet jord, for dipladenia hader våde fødder.

Du kan læse mere om, hvordan man passer og holder liv i en dipladenia her:

Jeg glæder mig til at vise billeder af den i august/september, hvor den helt sikkert er blevet mindst dobbelt så stor som nu. Og jeg glæder mig til at gå amok i pyntesyge i drivhuset i weekenden 🙂

God onsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

En tanke om “En gul dipladenia bortført fra Piemonte”

  1. Hej Karen.

    Åh….dit heldige asen, at få sådan en skønhed med hjem(næsten hele køreturen værd)! Her hjemme må vi jo “nøjes” med de sædvanlige tre farver. De er jo også kønne. Eneste minus er prisen, men koste hvad det vil, jeg kan altså ikke lade være og tænker på hvor nemme de er og en utrolig lang blomstringstid.

    Her et rigtig godt tip til dig og andre, hvis du ikke allerede ved det: ved plantning i krukker er det smart at bruge kasserede nylon buksestrømper ell. knæstrømper til at fylde lecasten i og lægge i bunden før man fylder jord i, så er det nemt at bruge stenene igen ved omplantning uden at både jord og sten bliver blandet ind i hinanden 🌺😊

    Like

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.