Adventskransen 2022 – naturfarver og lethed

Årets adventskrans står klar i stuen. Den er bundet på stativet med fire lysholdere, jeg købte hos Claus Dalby sidste år.

Sådan et stativ giver mange muligheder. Man kan binde på det som på en krans, man kan pynte det let, så man ser – og fremhæver – det rustne jern, og man kan gøre, som jeg har gjort i år: pynte det lige midt i.

For at få noget at lægge pynten på, startede jeg – ligesom med de store hjerter udendørs – med at lave et net af tynd metaltråd ved at sno tråden på kryds og tværs på stativet.

Tråden er viklet på stativet – du kan se, jeg arbejder i køkkenet – den står på komfuret, der var det eneste sted, der ikke var grene, kugler og kogler…

Så får man nærmest en rede. Jeg startede med at lægge blød ene på og sno mere metaltråd omkring det. Blød ene tørrer så pænt. Derefter blev resten limet på med limpistolen. Jeg startede fra midten og arbejdede mig ud.

Materialerne er brune hortensia plukket samme dag, så de var bløde og medgørlige, lavgrene og lav fra lærketræerne på Mors, lærkekogler, fyrrekogler med bunden i vejret, glaskugler i brunt og klart, grønt glas, kristtorn og et par kobberblade fra pyntekassen. De fine, lette frøstande er hør fra vildtstriben.

Selvom der er meget pynt på, virker dekorationen alligevel let, fordi den er hævet fra underlaget af de fire ben, der også er lysestager.

Farveskalaen er ‘natur’. Brunt, beige, grønt, gråt og gyldent. Det giver ro til øjnene. Jeg er altså bare ikke meget til rødt og nisser… Alligevel tænkte jeg, at det måske ville være lidt tamt med alt det brune. Måske især i aftenlys?

Det er det ikke. Det ser rigtig hyggeligt ud.

Nu er det jo sådan, at en adventskrans med tynde lys ikke brænder så mange timer som en med bloklys. Derfor er næste projekt en adventsdekoration til sofabordet med bloklys, der kan brænde hele adventstiden. Det kommer der mere om, når jeg er færdig med den.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Adventskransen 2022 – naturfarver og lethed”

  1. Den er smuk Karen, den er også rimelig nem at lave 🎄. Flot med naturen der kommer ind i stuen 💖

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: