Frisk forårsdressing med gulerod og ingefær

En god dressing kan gøre selv en lidt kedelig, blandet salat til et festmåltid. Sådan en dressing er den her med fintrevet, blendet gulerod og ingefær, sesamolie, soya og risvineddike.

Dressingen er ikke cremet. Den har lidt struktur. Og den har masser af masser af smag. Stærk af ingefær, sød af gulerødder, salt af soya og rundet af med sesamolien. Lige hvad sådan en salatblanding har godt af.

Du skal bruge:
2,5 dl fintrevet gulerod
3 spsk fintrevet ingefær
1 spsk soya
1 spsk risvineddike
2 spsk sesamolie
1/2 dl vand

Skræl og riv gulerod og ingefær. Put det i en blender/minihakker sammen med soya, eddike, olie og vand. Kør det hele sammen i et lille minuts tid og smag til. Måske lidt mere soya, hvis du vil have dressingen lidt mere salt?

Brug dressingen til grøn salat eller salatblandinger, som dip til rå grøntsager eller til stegt kylling. Den smager vel nærmest som et ingefærshot i salaten. Sund er den også, men det opdager man slet ikke, fordi det smager så godt.

Dressingen kan holde sig i køleskabet i tre-fire dage.

God hotshot torsdag.


Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Frisk forårsdressing med gulerod og ingefær”

  1. Hej Karen
    Super lækker dressing rigtig god ide – og så skal der i dag syltes fennikel også efter din anbefaling. Det er så godt med ting med smag til det lidt smagløse forårsgrønt.
    Hilsen Birgit

    Like

    1. Det er altid godt at have dressinger og syltede ting og sager på lager. Også syltede rødløg, der bare smager så meget bedre, når man selv laver dem. Og så er det både nemt og billigt… 🙂
      vh/Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: