Jeg er lige ved at tro, det er en naturlov. Det sker hvert år. Det sker, når mirabellerne springer ud, når græsplænen fyldes med anemoner, og når alle de små forårsblomster står allerkønnest.

Og hvad er det, der sker? Ja, du har sikkert lagt mærke til det. Efter nogle lune dage, der lokker blomsterne frem, vender vejret, og iskold vind blæser ind med regnbyger og gråvejr.
Enhver bi med bare lidt selvopholdelsesdrift suser lige tilbage i bistadet, så der ikke bliver befrugtet mirabelleblomster. Og har man været så uforsigtig at hænge den tykke vinterjakke væk, får man hurtigt fundet den frem igen inden næste hundetur.

Det må være en naturlov. Men det er også en naturlov, at på trods af den kolde vind og det kolde brusebad fra oven, er der nyt, der springer ud hver dag. Claus Dalby tulipanerne i det lille, runde højbed kommer nu igen for femte gang. De er blevet lidt små med årene – og også lidt færre. Jeg glemmer altid at gøde det højbed.

Og ikke bare blomsterne springer ud. Maggies mave vokser nu. Der er nu under en måned til den 10.-11. maj, hvor hvalpene også ‘springer ud’.
God onsdag.
Ja, det har jeg bemærket 😉 Den selv samme naturlov træder også i kraft, når hylden blomstrer, og man vil plukke blomster til saft. så kommer blæst og byger over landet og vasker den fine pollen væk.
LikeLike
Præcis 🙂
LikeLike