Sommerferie på Mors

Mors igen? Der har I da været, vil du nok sige. Ja, vel har vi det. Men det gør ikke spor. Der er nok til mange ture. Naturen der er fantastisk, og det smukke fjordlandskab er så anderledes end vores egen inde-i-landet-natur.

Et kig ud over Dragstrup Vig.

Egentlig var planen en tur til Harzen, til bjerge og floder og mørke skove med hekse og pandekagehuse. Vejrudsigten overtalte os nu til at vende snuden nordpå i stedet for. 12-15 grader og heldagsregn i fire ud af de fem dage, vi ville have været i Harzen stod der på yr.no. Heldagsregn og konstant våde hunde i en lille campingvogn? For Mors stod der 23-26 grader, sol, let vind og drivende skyer. Valget var let.

Lagunen ved Ejerslev Havn – en gammel molersgrav, hvor man kan gå en hyggelig og køn rundtur. Læs evt. mere om geologien på Mors i indlægget fra 2017.

Vi tog rundt på øen – besøgte lagunen ved Ejerslev Havn, tog en tur Vesterhavet,

Stranden ved Nr. Vorupør

købte rødspætter og røgede rejer,

og til Thisted, hvor vi besøgte Heides planteskole, som jeg har skrevet om før.

Heides planteskole byder også på kunst – og hunde er velkomne.

Selvfølgelig kom der også lidt planter med hjem – blandt andet en lille, bunddækkende rose, Gentle Cover hedder den.

Planterne kunne sagtens stå bag campingvognen og vente på at komme med hjem.

Ellers var det mest de vilde blomster, vi nød på turen – hvor er der mange af dem. Det kommer der mere om senere.

Vild knopurt ved en lille havn.

I en lokalavis så vi et interview med Anette Stagstrup, der har glasværksted og butik, café og Bed & Breakfast i Sejerslev. Det sted måtte vi lige forbi, og der kommer der også mere om senere.

Fra den hyggelige gård hos Anette i Sejerslev.

For de ting, der er værd at fortælle om på Mors, kan ikke rummes i et enkelt indlæg, hvis du også skal have lidt inspiration ud af det og ikke bare en feriefortælling.

Det er ikke sidste gang, vi tager til Mors, det er helt sikkert. Skulle vi bo et andet sted i landet end her i Skivholme, ville det nok blive på Mors. Og mere specifikt i området ved Dragstrup. Der er der strand, hvor både mennesker og hunde kan bade,

To – måske tre? – vandhunde.

strandeng med hundreder af vilde blomster, skov og vandreruter langs åen og bugten. Kønne landsbyer og spændende kunsthåndværk. Der er nok til mere end et par dage i ny og næ.

Vi bor på Dragstrup Camping, når vi tager til Mors. Pladsen ligger lige bag stranddiget, og det tager under to minutter at gå fra pladsens lægivende træer

til diget, hvor man kan gå ture, og hvorfra der er stier ned til stranden og strandengen.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Sommerferie på Mors”

  1. Mors er også vores favorit feriested i Danmark – og lå det ikke så langt væk, havde vi nok overtalt hinanden til at købe sommerhus der. Nu nøjes vi med at leje – igen og igen.

    Like

  2. Det lyder som den perfekte ferie. Det var da godt, I blev i DK.
    Jeg kender kun Mors sporadisk, men jeg kan i det hele taget godt lide den natur, der er deroppe. Den er lidt mere grå og vild end her i vores grønne egn, og det er netop den afveksling, der er skøn at opleve i en ferie.
    Heides planteskole… det er et must, hvis man er på de kanter. Jeg er vild med det sted.
    (Mon I nogen sinde flytter fra Skivholme?)
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Det slog mig rigtig meget, da vi kom hjem, hvor grønt og frodigt her er – det føles næsten som at gå fra savanne til regnskov. Jeg kan egentlig godt lide det lidt mere spartanske. Det er bedre plads til himmel.
      Vi flytter jo nok engang – når vi ikke kan klare haven og al vedligeholdet med huset længere. Der er sjældent noget til salg her, så vi må nok søge udenbys til den tid. Men den tid, den sorg 🙂
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: