Når blommetræer giver godt, giver de meget godt. I går ringede vores søde nabo, for at spørge, om vi ville have nogle blommer. Det ville vi selvfølgelig rigtig gerne, men se, hvad den spinkle kvinde kom slæbende med:
En kæmpe kassefuld blommer. Sikke en fantastisk gave. Og så sagde hun endda, at vi gjorde hende en tjeneste ved at skaffe hende af med dem, for hun havde mindst lige så mange selv.
Nu skal der gang i køkkenet. I eftermiddag, når jeg kommer hjem, skal der sættes en blommetærte med crumble over, og resten af blommerne skal udstenes og gøres i stand.
Der bliver til blommemarmelade (den fra Den Grønne Syltebog), der bliver til syltede blommer til dessert og kage med syltede blommer og hasselnødder, der bliver til en fjernøstlig blommesovs, og på lørdag planlægger vi en gammeldags oksesteg med blommesovs.
Resterne fryser jeg ned. Så kan vi altid i vinterens løb lave en portion blommemarmelade med ingefær, eller hvad vi nu får lyst til.
Man føler sig så rig, når man høster frugt og grønt i haven – eller får sådan en overflod foræret. Det er ikke bare frugt og grønt, men alle de uanede muligheder.
Jeg lover opskrifter med blommer i de næste dage. Har du ingen blommer, har du måske en lige så sød nabo, som vi har?
Rigtig god tirsdag.
Hvor heldig kan man have lov til at være???
Tillykke med den smukke og generøse Gave!
Og selv om det indebærer en del arbejde, så indebærer det mindst lige så meget glæde
Mumsfilibaba
🙃😁🙃
LikeLike
I den grad. Jeg har udstenet 8 kilo i dag og bagt en tærte. Så er der næsten lige så mange tilbage 😱
LikeLike