Kage med syltede blommer og hele hasselnødder

Står du lige og mangler en hurtig kage? En, der er hurtig, nem og aldrig mislykkes? Så er det vist på tide igen at minde om kagen med det herlige navn: Kagen for den Travle Husmor. Den er nemlig både god og nem, den bliver kun bedre på andendagen, og du kan putte lige præcis det fyld i, du bedst kan lide og få en ny kage ud af det hver gang.

Jeg kan bedst lide kager i kategorien ‘bagt frugt’, men er du en chokolade og nødder kageelsker, er det da bare det, du putter i. Her er endnu en variation – denne gang med syltede blommer og hele hasselnødder – rester fra skabet.

Billede4

I skabet stod der nemlig et glas med en rest rødvinssyltede blommer. I køleskabet lå en pose med en rest hasselnødder. Jeg havde ikke helt 150 g smør, som opskriften normalt lyder på – men det går altså også fint med lidt mindre, når fyldet er så vådt, som blommer er. Smørrets vigtigste funktion er jo at sikre, at kagen kan hænge sammen, og at den ikke bliver tør og kedelig. Derfor kan mængden kan varieres lidt afhængigt af fyldet.

Til kagen brugte jeg:

150 g mel
150 g sukker
50 g kokosmel
1,5 tsk bagepulver
100 g smeltet smør
2 æg
2 dl syltede blommer
1 håndfuld hasselnødder

Smelt smørret. Bland de tørre ingredienser, bland smørret i, rør æg i og til sidst blommer og nødder. Smør en kageform, hæld dejen i, drys lidt sukker på toppen, så kagen får sprød skorpe, og bag den i tre kvarter til en time på 200 grader. Stik i den med et grillspyd – hænger der dej ved, skal den have lidt længere.

 

Billede11

Hvis du har fundet på noget spændende at putte i Kagen for den Travle Husmor, så fortæl det endelig – inspiration kan man altid bruge, og gode ideer skal deles.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Kage med syltede blommer og hele hasselnødder”

  1. Jeg har brugt opskriften flittigt. Lige nu bruger jeg æbler (de sidste fra haven), nødderne hakker jeg groft og blander med perlesukkeret.
    Ellen

    Like

Der er lukket for kommentarer.