En frisk og lækker blommetærte med tærtebund og sprød crumble på toppen var det første, vi lavede af nogle af de mange blommer.
Selvom der er to slags dej, er den ret nem at gå til, og den sprøde top gør det hele lige den smule ekstra lækkert.
Til tærtebunden skal du bruge:
200 g mel
3 spsk flormelis
75 g smør
1 æg
1 spsk vand
Bland mel, flormelis og smør – gerne i minihakkeren, eller hvad du nu har af den slags elektriske apparater. Det tager kun et splitsekund at smuldre smørret i melblandingen på den måde. Så skal dejen samles med et æg og 1 spsk vand. Ælt ikke for grundigt – dejen skal kun lige hænge sammen. Lad dejen hvile i mindst en time på køl. Imens kan du udstene blommerne og lave smuldredejen.
Til smuldredejen – crumble – skal du bruge:
35 g mel
35 g havregryn
70 g sukker
70 g smør
Bland alle ingredienserne – også gerne i minihakkeren. Det var det.
Til blommefyldet skal du bruge:
Ca. et halvt kilo udstenede blommer
1 stor spsk Maizena
Sukker til drys
Smør et tærtefad med smør, rul dejen ud, læg den i fadet og forbag bunden i et kvarters tid på 200 grader.
Bland de udstenede blommer med Maizena – det holder dem på plads, når tærten skal skæres. Fordel blommerne på den forbagte bund, drys med et par spiseskefulde sukker og drys crumble over.
Bag hele herligheden i en god halv time på 200 grader, til blommerne er møre og toppen lysebrun og lækker.
Spis tærten lun med en klat flødeskum eller vaniljeis til. Blommerne beholder lige nok af deres syrlighed til stadig at være interessante, toppen knaser let, og bunden giver en god struktur og fasthed til kagen, så den hænger sammen og kan skæres i fine stykker.
Det var de første blommer. Jeg udstenede 7 kilo i går. Det var lidt over halvdelen.
I dag efter arbejde tager jeg de sidste. De ryger i fryseren i forskellige størrelser poser – 500 g, 1 kg og 2 kg. Så kan jeg tage en passende pose op, når der skal laves nye blommeretter – og det skal der i weekenden.
God onsdag.
Åh så lækkert. Hvor er jeg glad for mit blommetræ lige nu. Vil prøve den skønne tærte i weekenden.
Tak for opskriften
Knus Lone
LikeLike
Så må du også hellere prøve chutneyen – den er himmelsk 🙂
Knus, Karen
LikeLike
Åh, hvor ser det lækkert ud. Hvor var det dejligt for dig med sådan en blommegave… Og hvor er du god til at få meget ud af det. God arbejdslyst med de sidste blommer 🙂
LikeLike
Tak, Lisbeth 😃
Jeg er lige færdig. 11 kilo var der i alt, og nu bobler en grydefuld chutney, mens jeg kigger på mine hænder og tænker over, om den orange farve nogensinde går af 😁
LikeLike
Vi har absurd mange viktoriablommer i år… så jeg tror, at jeg skal prøve denne opskrift, måske endda i dag, når regnvejret alligevel ikke indbyder til udendørsaktiviteter. Det kunne være fedt, hvis du kunne fremtrylle en opskrift på noget chutney eller lignende, da det kunne være dejligt at kunne bruge nogle af blommerne til andet end dessert 🙂
LikeLike
Helt enig. Jeg har selv tænkt på det samme og vil lave en blommesovs til en gammeldags oksesteg på lørdag. Jeg har lavet research på blommechutney på de engelske websites, og de fleste af dem er med rosiner i. Det lyder for sødt for mig, så jeg vil prøve at lave noget med blommer, æbler, ingefær og løg og så springe de søde krydderier over. Du skal nok høre om det 🙂
LikeLike
Mumsfilibaba
LikeLike
🙂
LikeLike