Jeg har altid været vild med de fløjlsbløde, møre kyllingestykker i retterne på kinesiske restauranter, og jeg har altid troet, det var noget helt specielt kinesisk, de kunne på de restauranter. Det er det ikke. Det er marinaden, der gør det.
Her er de bløde, møre kyllingestykker brugt i en ret med spidskål i en krydret woksauce.
Det er hurtig mad – tager faktisk ikke længere tid at lave, end det tager at koge risene – plus lige mindst en times tid til marinering. Der kan man jo bare lave noget andet imens.
Til kyllingen skal du bruge:
2 kyllingebryst uden ben
2 spsk soya
2 spsk Maizena
2 spsk risvin – eller anden hedvin/spiritus. Jeg brugte hyldeblomstsnaps, for det havde jeg.
Rør Maizena med soya og hedvin. Skær kødet i meget tynde skiver, bland dem godt med marinaden og lad dem stå i en times tid eller mere.
Til resten af retten skal du bruge:
1 spsk friskrevet ingefær
1 tsk brunt rørsukker
2 spsk soya
Saft fra 1 lime
Sambal oelek efter smag (ca. 1 tsk)
1 spidskål
Olie til stegning
Vand
Brun kyllingestykkerne i olie på en stor pande. Hæld vand over, så det lige dækker stykkerne og bland ingefær, lime, sukker, soya og sambal oelek i. Lad det koge godt igennem og smag til. Snit kålen og vend den sammen med resten i panden. Lad det koge op og koge i to minutter.
Nu har kålen stadig bid, sovsen er stærk og krydret, og kyllingestykkerne er møre som smør. Spis ris til – og lav bare en thailandsk agurkesalat til også. Den kan trække, mens kyllingen marinerer. De sprøde, krydrede agurkeskiver passer perfekt til.
Lækker og krydret mad til en sommeraften, hvor regnen siler velgørende ned over alt det tørstige grønne.
Nej altså jeg skulle jo aldrig have kigget din blog ;o)) Det er ikke engang midt formiddag og nu er jeg allerede sulten…ser bare så lækkert ud.
LikeLike
Du må se, om du kan vente til i aften – ellers er der jo også frokosten at se frem til 😉
LikeLike
Sikke en dejlig opskrift du giver her – man bliver helt sulten, selv om det kun er morgen 🙂 Men den skal helt klart prøves – meget snart 🙂
Her er det også stille regn, så alt står fint og grønt udenfor.
LikeLike
Det er så skønt, at det endelig regner. Men jeg håber nu på godt vejr i morgen – lidt against all odds. Vi har fælles Sankt Hans i Skivholme, og det er nu sjovest, når det er tørvejr.
Du må prøve kyllingen. Den bliver helt autentisk 🙂
LikeLike