De varme decemberkrydderier er ikke kun til kager. I lørdags lavede vi den skønneste, julekrydrede nakkesteg. En nakkesteg med sprød svær, og med smag fra en marinade med blandt andet appelsin, allehånde, ingefær og kardemomme.
Man skal bruge:
1 nakkesteg – med eller uden svær efter eget valg (og hvad du kan få)
1 hel appelsin – øko, for skrællen skal bruges
Saft fra 2 appelsiner (jeg havde to, hvor jeg kun havde brugt skrællen)
1 tsk hel allehånde
1 tsk sorte peberkorn
Frø fra 5 kardemommekapsler
1/2 tsk chiliflager
1 spsk mørkt muscovadosukker
2 spsk fintrevet ingefær
2 laurbærblade
Lidt vand
Start med krydderblandingen. Kom peberkorn, hel allehånde og frø fra kardemommekapslerne i en morter og gok dem til groft pulver. Bland pulveret med chiliflager, ingefær, muscovadosukker og saft fra to appelsiner.
Rids sværen, hvis din steg har svær. Skær den sidste appelsin i skiver. Læg appelsinskiverne i et ovnfast fad og placer stegen ovenpå. Løft sværen op og hæld marinaden over kødet.
Endelig ikke over sværen, for så brænder den sort. Hæld vand ved, cirka en centimeter.
Sæt stegen i en kold ovn, stil termostaten på 175 grader – tænd ovnen (!) – og lad stegen stå og hygge sig, til den er mør. Kernetemperaturen skal være ca. 70 – 75 grader, så stegetiden kommer an på, hvor stor stegen er.
Skum stegeskyen af for fedt og hæld den over i en lille gryde. Varm den igennem lige før, I skal spise – den kan bruges som den lækreste, krydrede sovs.
Er sværene ikke sprøde, så smør lidt af fedtet på sværene og sæt stegen under grill, til sværen bobler – pas på – den bliver hurtigt sort. Vores svær blev lige i det mørkeste, men det gik.
Lad stegen trække i 20 minutter, før du skærer i den. Pak den ind i folie – men kun kødet – sværen skal ikke dækkes til.
Ganske almindelige kogte porrer er godt tilbehør – plus kartofler eller andre rodfrugter efter smag og behag.
Det er den samme krydderblanding, jeg plejer at bruge til julekylling – den skal du også prøve en dag i december – den er hurtigere og kan laves en helt almindelig hverdagsaften.
God onsdag.