En bankmand – sådan en slags bankfilosof – vel nærmest en bank-livsstilscoach – skrev i går i avisen, om al den mad, der bliver smidt ud i julen. Og om hvor meget det ville betyde for en gennemsnitsfamilies økonomi, hvis de passede på med at smide mad ud og brugte resterne i stedet for – hele året. Restemad = sparemad. Og hvem har ikke brug for at spare lidt? Og samtidig redde tre æggehvider fra den visse død?
De blev til små, søde marengs af den slags, der smager så godt til is – eller bare lige til et haps. Og så blev de rigtigt fine at se på. De forsvandt også hurtigt, så det eneste billede, der nåede at blive taget, var det, jeg tog ind i ovnen.
Man skal bruge:
3 æggehvider
150 g sukker (50 g pr. hvide, hvis du vil gange op)
Fintrevet skal fra en økoappelsin + 2 spsk appelsinsaft
1 spsk kakao
Pisk hviderne stive – meget stive. Pisk sukkeret i. Bland appelsinskal, kakao og appelsinsaft i massen.
Har du en sprøjtepose, så brug den. Det har jeg ikke, så jeg kom massen over i en frysepose, klippede et lille hul i det nederste hjørne og lavede små dupper af marengsmasse på to bageplader – med bagepapir, selvfølgelig.
Sæt bare begge pladerne i ovnen på én gang og bag marengsene på 125 grader med varmluft i en god times tid. Så er de tørre og sprøde helt igennem. Vil du gerne have lidt blød midte i marengsene? Jamen så giver du dem bare et kvarter mindre.
Marengs er så dejligt umystiske. Nogle vil nok sværge til mere komplicerede fremgangsmåder – men den her? Den virker mindst lige så godt. Og så har man samtidig reddet familiens økonomi i det kommende år. Godt gået, siger jeg bare.
God tirsdag – næstsidste dag i år.
Hej Karen. Hvor ser de lækre ud dine små marengs – og så med appelsin og kakao. Det må jeg prøve en dag. Og du har ret, den lille størrelse gør, at de let forsvinder 🙂
Gad vide om det er ved at tø på jeres vej? Den var da temmelig frossen i går …
LikeLike
🙂 Æggehvider får man jo tit til overs, så der kan eksperimenteres. De er også gode med citronskal og saft.
Vejen er endnu mere glat i dag. Det har tøet, der er stadig frost under, og nu er der vand ovenpå isen. Vi bliver hjemme og hygger os igen i dag 🙂
LikeLike