Potmaker

Nu har jeg også fået en. En ‘potmaker’. En lille trædims, der med et snuptag kan forvandle en strimmel avispapir til en såpotte. Det taler til min sparsommelige sjæl. Og endelig var der noget, jeg kunne bruge sportstillægget til.

Det er lavteknologi. Det virker. Der er ingen app til det, det er lige til at gå til.

Klip avisen i strimler på ca. 30 x 9 cm. Rul papiret op på overdimsen – håndtaget – endelig ikke for stramt, fold enderne ind under overdimsen, tryk overdimsen ned i underdimsen, og vupti. En potte. 60 potter på en halv time. Hvem, der bare var på akkord.

Nu er de 60 – og mange flere – potter fyldt med jord. Med ét frø i hver af spidskål, mamelukærmer, lathyrus og hestebønner. De står i drivhuset for at undgå de sultne duer og fasaner. Nu skal der laves flere potter. Til bønner, til majs, til fennikel – til alt…. Engang i maj kommer store udplantningsdag. Og så kan potterne bare blive plantet med.

En let og billig løsning. Jeg er glad for min nye dims – potmakeren. Og hvis det regner i eftermiddag, ved jeg godt, hvad jeg skal lave.

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: