Småkager med frisk ingefær, rosmarin og appelsin

Småkager med julesmag og lidt utraditionelt indhold. Kagerne har en umiskendelig smag af jul – men det er jul med pift i. Pift fra fintrevet appelsinskal, fintrevet frisk ingefær, hakket rosmarin og krydderier.

Billede5

Man skal bruge:

300 g mel
200 g smør af god kvalitet (ellers bliver de ikke sprøde nok)
100 g lyst rørsukker
1 spsk friske rosmarinblade
Fintrevet skal af 2 øko appelsiner
Fintrevet ingefær – ca. 1 spsk
1 vanillestang skåret i småstykker
1 tsk kardemomme – jeg bruger kardemommefrø, jeg støder i morteren
1 tsk chiliflager (kan undlades, hvis man ikke kan lide det)

Blend først vanillestangsstykkerne med sukkeret. Tilsæt de andre krydderier og blend igen. Smuldr smørret i melet. Bland krydderblandingen i – grundigt – gerne i foodprocessoren.

Ælt dejen sammen, så den kan formes, og form den til en pølse. Stil pølsen et koldt sted, mens du rydder op. Køleskabet eller ude i vores baggang – brrrrr. Så er den klar til at blive skåret i ca. 2-3 mm tykke skiver, lagt på bageplader med bagepapir og bagt ved 175 g i ca. 12 minutter. Hold øje med dem – de skal ikke blive for brune. Kun lysebrune i kanten.

Billede6

Småkagerne bliver herligt sprøde, når de er helt kolde – og de mange krydderier virker som små smagseksplosioner i munden, selvom de også udgør et perfekt hele. Prøv selv – det ER jo december – småkagemåneden over dem alle.

Lille deko

God torsdag.

Save

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

15 thoughts on “Småkager med frisk ingefær, rosmarin og appelsin”

  1. Hej Karen!
    så fik jeg bagt småkagerne,jeg brugte mel fra Fru Møllers Mølle,melet er ikke blegetog derved få kagerne en lidt mørkere farve.prøvesmagte en enkelt en og blev enig med mig selv om,at lidt mere af krydderierne ville ikke være af vejen.men de skal jo ikke spises af mig alene.

    Like

    1. Hej Hans,
      Du skal bare give den gas med krydderierne, som du har lyst til – jeg vil også sige, at de godt kan tage en anelse mere rosmarin, for rosmarinen er mere flygtig i smagen og ‘fader’ hurtigt.
      vh/Karen

      Like

  2. Hej Karen
    Jeg plejer ellers ikke at spise kager – eller bage kager – men dem her…..De lyder jo af at smage af andet end sukker, så dem må jeg da prøve at lave!
    Venligst Birte

    Like

  3. Det er nogle rigtig lækre småkager med lidt alternative krydderier, som du har “komponeret”. De smager rigtig dejligt.

    Like

  4. Uhm, du har allerede lavet dem 🙂 Jeg købte også lige en ekstra pakke smør igår, så jeg snart kan lave dem – tror jeg vil prøve med citronskal, og chili skal naturligvis ikke udelades 🙂 Jeg kan næsten dufte dem!
    KH Maiken

    Like

    1. Ja, jeg lavede dem i går aftes – jeg havde heldigvis det hele på lager til at lave dem. (Købte rigeligt økosmør fra Thise hos Poetzsch, sidst jeg var sydpå.)De er ikke fordampningssikre – så snart man tager låget af dåsen, forsvinder en håndfuld :O Prøv endelig – citron er sikkert også superlækkert – jeg synes bare, appelsin er mere juleagtigt – og hvor der duftede i huset i går aftes!

      Like

Der er lukket for kommentarer.