Efteråret er den våde tid. Luften er tung af enten tåge eller regn, og er det tørvejr, er der stadig så meget dug i græsset, at det først tørrer sidst på dagen – hvis det overhovedet når at blive tørt.
Det er hundenes bedste tid på året.
Fortsæt med at læse “Jagthunde i den våde tid”Man kan vist ikke kalde vores to hunde for andet end eksemplariske. Det er lidt fantastisk. I mandags kom Rosie i løbetid. Fredag fulgte den lange opløbne teenager, Maggie, efter.
Nu har vi to buksetrolde. Fortsæt med at læse “To buksetrolde”
Altså, det lille skind. Hun kan bare ikke ligge der mere. Hun er endegyldigt blevet for stor. Selv med tre ben udenfor går det ikke længere.
En lang, opløben teenager er hun blevet. Men pladsen i vinduet? Den opgiver hun ikke. Fortsæt med at læse “Maggies plads”
Maggie er nu blevet 9 måneder gammel.
Her er hun i ro i et øjeblik. En hund i hendes alder har krudt i måsen. Men hvor hun dog bliver stor. De små, runde hvalpeører har fået voksenkrøller, hun har fået faner på ben og hale – og stooore poter. Fortsæt med at læse “Maggie er nu 9 måneder”
Maggies yndlingsplads har – lige siden hun blev stor nok til at kravle derop – været den lille vindueskarm i det lange, smalle vindue i køkkenet. Nu er pladsen blevet trang.
Hun kan næsten ikke være der længere. Fortsæt med at læse “Når yndlingspladsen bliver for lille”
Det går rigtig godt med store Rosie og lille Maggie.
Bevares, Rosie er nødt til at skælde grundigt ud på den lille i ny og næ. Det er altså også fuldt ud fortjent. Fortsæt med at læse “Alt vel med kræene”
Så blev det endelig tid. Den her lille prut er flyttet ind hos os nu og er lynhurtigt blevet integreret i husholdningen.
Maggie hedder hun. Fortsæt med at læse “Mød Maggie”
I går, på den skønneste sommerdag man kan tænke sig, kom dyrlægen hjem til os. Til Christie, vores søde hund, som vi har haft i over 13 år. Det var blevet tid. Vi havde lovet hinanden, at hun ikke skulle komme til at lide, og at når tiden kom, hvor medicinen ikke længere kunne holde hende gående, ville vi ikke tøve.
Vi er helt knuste, også selvom vi har vidst, at dagen ville komme, og at den nærmede sig hurtigere og hurtigere.
I går var det tid, og vi har sagt farvel til den dejligst tænkelige hund.
Hvad kan der dog være sket her?
Har Christie været ude og gøre sine hoser grønne? Eller har hun jokket i spinaten? Fortsæt med at læse “Grønne fødder”
Som hund har man meget at se til. Der skal sniffes spor. Der skal graves muldvarpeskud. Der skal leges og spilles bold. Der skal holdes øje med posten.
Der skal tigges godbidder. Der skal ventes. Ventes på mad, ventes på mere mad, ventes på, at katten går gennem køkkenet, så man kan skubbe den ud gennem kattelemmen, ventes på, at far kommer hjem. Og der skal soves. Soves igennem.
Et hundeliv. Hårdt arbejde det hele. Pligter, pligter, pligter.
En gang i mellem skal man have et afbræk fra det daglige slid. Man skal have gæster.
Dalsgaard i Skivholme 