Altså, det lille skind. Hun kan bare ikke ligge der mere. Hun er endegyldigt blevet for stor. Selv med tre ben udenfor går det ikke længere.
En lang, opløben teenager er hun blevet. Men pladsen i vinduet? Den opgiver hun ikke. Det er Maggies plads, er det så, og det har det altid været. Da hun var helt lille, kravlede hun derop med stort besvær og lagde sig til at sove. I løbet af få måneder måtte hun støtte med to ben for at være der.
Først to ben, så tre. Nu har hun erkendt det. Hun kan ikke ligge der mere. Sidde kan man jo.
Men det havde nu været rart med en lur på langs i vinduet. Jeg kan godt læse spørgsmålet i de store spanieløjne. De siger helt tydeligt: Hvorfor har du skrumpet min vindueskarm?
God onsdag.
Dalsgaard i Skivholme 
❤
LikeLike
Nårhr! Jeg smelter.
Jeg kender faktisk godt fornemmelsen af, at ting skrumper. På det seneste er næsten alle mine bukser skrumpet i linningen. Så jeg ved, hvordan det føles 🙂
LikeLike
Det er noget, der sker om vinteren. Tøj skrumper… Jeg har også oplevet det samme 🙂
LikeLike
Årh, hun er sød. Du må udbygge den vindueskarm. Både Maggie og mig kan tydeligt se, at den vindueskarm snildt kan laves dybere og gå om hjørnet helt hen til radiatoren, så den rummer en udvokset spaniel 🙂
LikeLike
Det må vi vist tale med husbonden om 🙂 for så skal vindfanget udenfor rives ned…
LikeLike
Det går ikke selvfølig skal Maggi have sin plads, så i må da lave det vindue større .
Er nu sødt hun så sidder på sin yngligs plads. Hun er ved at være stor.
LikeLike
Ja, hun er lige så høj som Rosie nu, men stadig meget mere spinkel. Det går så stærkt – vi fik hende jo først i maj, hvor hun var så lillebitte 🙂
LikeLike