Nu trækker der skyer ind, og det er begyndt at blæse. Men i formiddags var det strålende solskin, og vi havde hundene med en tur over i vores lille skov.
Det er kun en lille skov. Omkring en tønde land på en stejl bakke. Men den er vores.
Den passer sig selv – ligger som naturskov med store bøgetræer og med fuglekirsebær og hyld i skovkanten. Nogle af træerne er meget gamle.
Efeu snor sig op i træernes kroner.
– efeuens egne stammer er tykke som træstammer.
Der er langt op til lyset, så man må vokse, hvis man vil være med.
Længere nede af den stejle bakke kommer man fra skoven ud i elverpigernes eng. I skovkanten står en søslange og kigger ud i engen. Den kom som turist fra Skotland i 1889. Søslangen blev tryllet om til et træ, da den gjorde nar af en af elverpigerne en midsommernat. Hun var måske også lidt kluntet af en elverpige at være, men hun havde et frygteligt temperament. Nu skal søslangen stå der til evig tid – i hvert fald, til dens tid er omme.
Det er eventyrligt at have en lille skov, man kan gå over til på få minutter. Ikke mindst en smuk efterårsdag som i dag.
Hvor har det bare været det skønneste – og længste – efterår. Bladene har holdt længe i år og skabt de skønneste efterårslandskaber. Nu er det november, og det går kun én vej. Men under bladene ligger anemonernes rødder, og de venter bare på at skyde frem og starte endnu et dejligt år i skoven.
God søndag.
Dalsgaard i Skivholme 