Morgenlys i skovhaven

Her i foråret, når solen når op over skrænten, og før der kommer blade på træerne, strømmer lyset ned i skovhaven.

Det er køligt, og lyset har sin helt egen klarhed. Lidt bart endnu i bedene, men de små forårsblomster lyser,

og stauderne er på vej.

Den store russiske kulsukker er kun et par centimeter høj lige nu. Og den er altså født i Danmark, så den er ikke ramt af sanktioner på grund af navnet.

De mange primula har alle startet livet i en potte hos Gartneriet Pedersen. De kan altså noget med primula… De har stået inde, de har stået i drivhuset, og de bliver plantet ud, når de begynder at hænge med næbbet. Forsynet med en god sjat gødning, der fremmer blomstringen, liver de op igen. Mange af dem har stået ude i bedene i flere år, og de stortrives.

Påskeklokker nikker sammen med hvide snepryd og små botaniske tulipaner.

Jeg har med vilje valgt lyse blomster til skovhaven. Hvide og alle nuancer af gult. Fra de lyseste primula og til sensommerens mørkere nuancer.

Men der er også dem, der er kommet af sig selv. Lærkespore breder sig ved frø og sætter store løg, hvorend de kan komme til. Dem flytter jeg ud i det vilde, når de begynder at visne ned, men der kommer altid flere, og de er da også kønne.

Og anemonerne sniger sig ind fra skrænten og skoven sammen med martsviolerne. Jeg har ellers sagt til dem, at det er de dyrkede anemoner, der skal stå i bedene. De lysegule og de smørgule. Men nej. De hævder, at det altså var dem, der var der først, og at fredelig sameksistens er mulig. De er derfor i bede, i græsplænen og mellem fliserne… Og de er velkomne.

Skovhaven er som en skovbund. Den er rigtig anemone-egnet. Som i en løvskov kommer der lys i foråret, men efterhånden som træerne lukker sig over haven, er det kun de skyggetålende stauder, der rigtig trives.

Det er ikke nemt at styre en have, der som vores er skåret ud af naturen. Et lille stykke have omgivet af eng, mark, skrænt og skov. Derfor inviterer vi naturen indenfor i stedet for at lukke den ude. Det ville da også være fjollet andet.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Morgenlys i skovhaven”

  1. Sådan en have midt i natur er meget charmerende, når den får lov at være lidt vild uden klare grænser, sådan som din. Det første billede med spejlbassinet er et rigtig fint kik.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Naturen er en hård modstander, så jeg har valgt at være ven med den og kun kontrollere det, jeg kan ved at luge skvalder, til jeg segner, kante og luge bedene og vælge planter, der kan tåle mosten 🙂
      Kh, Karen

      Like

  2. Ja, naturen kan så meget og det er jo ikke alt vi mennesker behøver at styre og blande os i. Nogle gange var det nok bedst at vi lod være. Lærkespore er så fine, har set de også findes i gule og hvide. Er det de almindelige primula, man køber i forretninger, som du bagefter planter ud? Hilsen Birgit M

    Like

    1. Jeg har også en hvid lærkespore. Den kommer senere end den lyslilla – og den er også kommet af sig selv 🙂 Ja, det er de almindelige primula. Det vil sige, det er de fine, fyldte af dem, og så dem, der ligner de vilde lidt. Der står noget med exclusive på potten, og de sælges normalt i både Føtex, Bilka og Brugsen. Der er nogle af dem her hos gartneriet, men de sælger ikke til private. (Undtagen, når Haveselskabet har ture dertil). http://www.pedersen-as.dk/primula-exclusive-sortiment/

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: