I den samme bog, hvor jeg læste om det gode brød med fuldkornsmel og honning, var hovedpersonen inviteret til aftensmad hos sin nye nabo. Der spiste hun sig en pukkel til i en stor bøf, der havde ligget i en helt fantastisk Sweet & Spicy marinade, og den marinade var så god, at hun fik alvorlige tanker om at nappe den nye nabo og beholde ham helt for sig selv. Gæt, hvordan det gik?

Det lød godt, tænkte jeg. Jeg googlede og fandt da også adskillige versioner af sådan en sweet & spicy marinade. Der var bøffer i fryseren, og jeg gik i gang med at sammenstykke en version af marinaden af de ting, vi havde i huset. Det blev rigtig godt, og den marinade skal ikke have lov at gå i glemmebogen.
Til 2-4 store bøffer eller en flanksteak skal du bruge:
3 spsk sirup
3 spsk hot sauce – jeg brugte Frank’s, men Tabasco kan også bruges
2 spsk engelsk sovs – Worcestershire sauce
2 spsk æbleeddike
2 spsk rapsolie – eller anden smagsneutral olie
1 tsk fintrevet hvidløg
1 spsk fintrevet løg
Bland det hele sammen, læg kødet i en frysepose og hæld marinaden ved. Lad kødet marinere på køl i alt fra et par timer til natten over. Til en flanksteak ville jeg nok sige natten over. Vend posen af og til.

Det lyder som meget hot sauce. Og det lyder som meget sirup. Det er det ikke. Det bliver ikke djævelsk stærkt, og det bliver ikke klistersødt. Prøv selv… Det er min nye yndlingsmarinade til oksekød, og jeg tror faktisk, den ville gøre sig godt til kylling også.

Læser hun bøger bare for at finde på nye retter, tænker du måske? Til det kan jeg kun sige, at hvis du havde læst om bagerens cupcakes med hindbærsmørcreme og muffins med timian og appelsin, ville du nok også savle lidt. Der er nogen, der skriver i billeder, så man kan se det hele for sig. Beundringsværdigt.
En ferie til New England, hvor det hele foregik, for at se Atlanterhavets bølger slå ind mod klippekysterne, se hummerfiskerne komme ind og lytte til mågerne ved den maleriske havn må være det næste. Men rejser er dyre. Et brød og en marinade er da til at komme omkring ved.
God torsdag.
Det lyder lækkert og anvendeligt til meget. Det er godt, du læser skønlitteratur 🙂
Kh Lisbeth
LikeLike
Altid godt med en god bog. Jeg har altid snuden i en og mindst et par stykker i gang – en let tilgængelig, en lidt tungere og så have- og hobbybøger. Jeg burde vel egentlig have været bibliotekar?
Kh, Karen
LikeLike
Hvilken bog er det du har læst Karen?den lyder spændende.
LikeLike
Det var The Carter Island Trilogy af Cate Beauman. Jeg ved ikke, om hun er oversat. Det er rigtig ferielæsning. Du kan se dem nederste på siden her: https://catebeauman.com/books/
vh/Karen
LikeLike