Endelig. Jeg har ventet længe. Lige fra de bittesmå frø spirede i april, mens planterne blomstrede fra juni, til de første frugter blev sat og laaaangsomt voksede og modnede. I går plukkede jeg de første modne tomatillos i drivhuset. Der var fem, der var klar. Ikke mange, men en god start.

De blev brugt med det samme. Til en frisk grøn salsa, som vi spiste sammen med sprødstegt kylling og ris med koriander og majs. Den grønne salsa har sin helt egen smag, og hjemmelavet er den langt bedre og friskere end de versioner, man kan købe på glas og flasker.
Til sådan en meget beskeden portion skal man bruge:
5 tomatillos – 160 g (jeg sagde meget beskeden, ikke?)
1 grøn chili
En håndfuld korianderblade og stilke
25 g løg
1 fed hvidløg
Saft fra 1/2 lime
Salt

Jeg læste utallige opskrifter, mens jeg gik og ventede på, frugterne modnede. Og en ting gik igen og igen: Det er frugtkødet, der skal bruges. Derfor anbefalede opskrifterne, at man enten kogte eller bagte de rå tomatillos, så skindet kunne trækkes af. Jeg valgte at koge dem – det var hurtigst, og nu hvor jeg havde ventet siden april, ville jeg ikke vente længere.
Derfor blev min opskrift sådan her:
- Pil dækbladene af dine tomatillos og vask dem godt i koldt vand. Der sidder lidt klister fra dækbladene på frugterne. Kom dem i en lille gryde, dæk med vand, bring i kog og kog frugterne i 4 minutter. Hæld vandet fra og lad dem køle lidt af, så du ikke brænder fingrene.
- I mellemtiden finder du din blender/minihakker frem, finder en chili, løg, hvidløg, koriander og lime frem.
- Flå de nu mere fingervenlige tomatillos. Brug gerne skindet fra en enkelt eller to til at tilføje lidt bitterhed.
- Blend det hele til en ensartet masse og smag til med salt. Er din chili en anelse for tam – og det var min, der var den eneste grønne i drivhuset – kan du blende en syltet jalapenoskive eller to i – det kvikker med det samme.
Salsaen skal ikke være så stærk, at du ikke kan smage andet end chili. Men den skal alligevel have lidt spark.

Nu går jeg og glæder mig til, at de næste frugter modner. Man kan se, at de er modne, når frugten presser dækbladene fra hinanden og begynder at kigge ud – du kan se det på første billede.
God torsdag.