Frodighed i drivhuset

I drivhuset er der subtropisk – ja, næsten tropisk – frodighed. Blomster og spiselige afgrøder kappes om pladsen, og man føler sig hensat til helt andre himmelstrøg, når man går derinde og nusler og pusler om planterne.

I vores klima er et drivhus altså bare godt at have.

Det kan være svært at finde et sted at sætte fødderne – der er planter og potter overalt. Det kan også være svært at holde orden i, men pyt – det handler om frodighed. De store dipladenia, dem jeg fik sidste år, skar ned og overvintrede ovre i B&B’en, blomstrer igen overdådigt. Det varer ikke længe, før der er en hel blomstrende bagvæg ligesom sidste år.

Den hvide dipladenia
og den pink – en rigtig tropefarve…

I junglen lurer tigeren bag duftjasminen (der bliver kæmpe, når den kommer væk fra stuen og ud i drivhuset).

Der er krukker med basilikum og estragon.

Her er til nogle gange estragonmayo, og der kommer hele tiden nye blade.

Tomatilloplanterne fylder næsten hele den ene side af drivhuset. De er begyndt at sætte frugter.

Den fine lille ballon rummer frugten, der bare skal have lov at vokse sig stor og moden.

Jalapenoplanterne har masser af spiseklare chili. Sammen med tomatillo skal de bruges til grøn salsa. Det smagte vi i New Mexico, og det er virkelig godt. Friskere og mere syrligt end rød salsa. Opskrift følger, når frugterne bliver store nok til at bruge.

Tomaterne hænger i grønne klaser. De skal blive gule og orange – cherrytomater og blommetomater. De almindelige røde har jeg sprunget over i år. Jeg vil hellere have nogle af de sjove.

Fru Krukke ser til, men vover ikke at ryste på hovedet over al den tøjlesløshed. Det kunne jo gå ud over frisuren…

Der er i det hele taget så mange små og store planter, detaljer og hyggelige indslag, at det helt klart er det allerbedste sted at være lige nu, hvor det blæser derude, og hvor regnbygerne pludselig kommer snigende.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: