Sommersolhverv

Det var i går, det var årets længste dag. Jeg havde for en gangs skyld ikke tænkt nærmere over det. Det plejer jeg, for det er jo en mærkedag. Men hele dagen regnede det, og det var overskyet, og jeg havde travlt med det ene og det andet fra morgen til aften.

Men ved 11.30 tiden i går aftes, hvor hundene lige skulle ud på deres godnattissetur, gik det op for os, at vi stod lige der i midsommernatten. På trods af skylaget var det ikke helt mørkt.

Køerne lyste hvidt på marken, og månen sendte lidt svage stråler ud fra bag skyerne. Og der var så stille, så stille. Vi kunne høre bækken klukke nede i engen og hundenes snusen i græsset.

Der var ingen sang og musik fra elverpigernes eng. Det var lidt for vådt og lidt for koldt til mosebryg og hulrygget dans. Lad os håbe, at det i morgen bliver smukt og klart til Sankt Hans, så tøserne kan få deres bal.

Man skal huske at passe på sådan nogle dage. Huske at passe på og passe på at huske at være opmærksom på dem og ikke bare lade dem glide forbi i dagligdagens mange gøremål.

Nogle bliver triste af sommersolhverv. Nu vender det, siger de, og i ånden ser de allerede bladene falde og mørket vinde frem. Jeg vil nu glæde mig over, at vi kun er halvvejs gennem de lyse nætter. Der er masser af sommer endnu, og der er mange lyse nætter og aftener endnu. Jeg vil gøre mit bedste for at være opmærksom på dem alle sammen – så godt jeg nu kan.

God tirsdag.