For ikke så lang tid siden bagte jeg nogle bløde boller med solsikkekerner og hørfrø. Jeg skrev dengang, at man også kunne putte gulerod i dejen. Det har jeg gjort i dag, og det er nok værd at reklamere lidt for. For de er gode – ikke mindst som sandwichboller.

Kernerne og gulerødderne giver bid, og samtidig betyder gulerødderne, at brødet ikke bliver tørt.
Sandwichboller skal helst ikke være for hårde, for så skubber man fyldet ud, når man sætter tænderne i sandwichen. Det bliver noget værre griseri. Derfor: bløde boller til sandwich og burgere.

Opskriften er praktisk taget den samme som den til de bløde kerneboller. Kun skal der også tre groftrevne gulerødder i dejen udover kernerne. Her har du hele opskriften:
600 g mel
3,5 dl vand
60 g smeltet smør
1 pk gær
1,5 tsk salt
1 spsk sukker
1 dl solsikkekerner
1 dl hørfrø
3 gulerødder, groftrevne
Put melet i en skål og bland salt, sukker og kerner i melet. Smelt smørret. Rør gæren ud i vandet og hæld først gærblandingen i melet og derefter smørret. Tilsæt de revne gulerødder. Ælt grundigt. I røremaskinen, til dejen samler sig om dejkrogen – og så giver du den lige et halvt minut mere. I hånden, til dejen føles sammenhængende og smidig.
Lad dejen hæve til dobbelt størrelse. Det tager tre kvarter til en time. Form 14 aflange boller af dejen og sæt dem til efterhævning på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad bollerne efterhæve en halv times tid og bag dem så på 200 grader i 16-18 minutter.
Som du kan se, skal bollerne bage en lille smule længere, når der er gulerødder i dejen.
Så er der frokost. Rester af kylling fra i går, salat, tomat og rødløg. Alt sammen pakket ind i en rigtig god sandwichbolle.

God onsdag.
Det er godt med gulerødder i brøddej. Sad lidt og funderede over, hvad jeg dog har bagt ind i brød i tidens løb og dermed givet nyt liv.. Havregrød, kogte ris, revne squash, mosede eller revne kartofler, rester af ost, neutral yoghurt, hytteost..
Hjemmebagt brød er en god ting
LikeLike
Det er det nemlig. Og man kan få brugt mange rester op i brød. Rester af aftensmad kan man bage ind i en pirog, så der er madpakker til de næste dage. Hmmm… hvornår mon vi får brug for madpakker igen?
LikeLike